Kenneth vandt sig tilbage til Mpala – Her er hans historie
Retur til Mpala
Hvem vinder egentlig de der Facebook konkurrencer? Sådan har jeg tit tænkt når jeg surfede rundt på nettet og blev bombarderet med tilbud om at vinde både det ene og det andet. Har du ikke det?
Det er nok bare en måde at få flere reklamer i sin indbakke tænker man. Alligevel skrev jeg min rejseberetning fra Mpala og 4 måneder senere lå der en mail fra Per (uden reklamer), at jeg havde vundet konkurrencen. Jeg vil dog tilføje, at man faktisk aldrig er i tvivl om at konkurrencen er reel når det kommer til Mpala. Hvis man er så heldig at være blevet optaget i ”familien” på Mpala, ved ens tidligere besøg, så ved alle, at det nok skal blive til noget.
Efter at have fået armene ned over at have vundet, gik planlægning i gang med endnu en rejse til stedet man altid vil tilbage til. Valget faldt på maj måned 2017. Denne gang skulle min store knægt Darius på 14 år med, som et led i hans gave til sin konfirmation fra hans forældre. En rejse og et eventyr ud over det sædvanlige.
Men nu til sagen:
6 års venten efter mit første besøg på Mpala og 30 timers rejse senere den 15. maj satte jeg atter benene i Hoedspruit og luften fra det nordlige Sydafrika ramte mig i ansigtet. Den føltes underligt velbekendt og jeg kunne føle det velkendte sug i maven over det, der ventede os. Vi gik ud igennem den lille port i lufthavnen til parkeringspladsen hvor vi blev modtaget af det nyeste medlem af familien, rangeren Dawie. Der blev introduceret og snakket lidt mens vi ventede på vores bagage og vi endelig kunne komme af sted.
I bilen sad Helle og hendes datter Annelise og tog imod os. Dawie startede bilen og af sted det gik. Snakken gik lystigt i bilen og vi fik slet ikke set elefanten der stod i vejkanten og bød os velkommen med snablen højt hævet. Men pyt med det, vi var her.
Da vi efter små 20 minutters kørsel drejede ind af den velkendte port som så mange gange før, ramte den første realitet mig. Jeg havde lykkelig glemt HVOR langt der var ind til Lodgen gennem naturreservatet. I mit stille sind og erindring var det bare en 5 minutters køretur, hvilket i bagklogskabens klare lys var temmelig naivt. Der er ca. 25 minutter på en bumlet grusvej, som man første gang man kører på den, tror aldrig ender. Men når man skal opleve det ægte Afrika og den storslåede natur, skal man jo langt væk fra alt civilisation.
Da vi havde kørt ca. halvvejen og svingede rundt om et hjørne, holdt Per der og kiggede på noget til højre. Mpalas første gave til os allerede på ankomstdagen. Bøfler overalt. 20-30 bøfler gik omkring os og fik et mellemmåltid. Dejlig start. Efter at have fyldt mindst 50 fotos på kameraets memory kort gik de sidste 10 minutter til lodgen hurtigt og den velkendte holdeplads på lodgen kom til syne.
Der stod de alle igen og tog imod os, hele familien. Kokken, tjeneren, rengøringsdamerne, gartnerne, rangerne og managerne. Jeg skriver ”igen”, for det føltes som alle de samme, selvom der naturligvis er sket lidt udskiftning på de 6 år siden jeg sidst var her. Men mange var de samme. Man føler tiden er stået stille, for alt ligner sig selv, men livet går videre, også på Mpala. Selvom jeg mødte nye ansigter, føltes det stadig som om jeg havde kendt dem hele mit liv. Magien fra stedet ramte os allerede med det samme. Mange håndtryk, kram og hilsner senere, gik vi til verandaen og en lækker frokost.
Duften af Afrika ramte næseborene den næste morgen, da vi skulle af sted på vores første game drive. En duft man genkender med det samme, hvis man har besøgt Lodgen før, og spændende og interessant hvis det er ens første gang på stedet. Kl. var 05:30, men vi var klar. Spændte sad vi i Land Roveren og betragtede bushen mens vi bumlede af sted. Den dag så vi forskellige antiloper, blandt andet en Nyala, en giraf og masser af bavianer. Rangeren Dawie kan sine ting og har rigeligt med fortællinger til at stille selv den mest natur interesserede tilfreds.
Efter et hvil på lodgen skulle vi på udflugten på Quad bikes’ne. Vi kører rundt i det enorme område og vi fandt ud af at støv kommer ind ALLE steder. Det gode ved vores tur var, at de næste gæster nok ikke bliver nær så støvede. Jeg tror nemlig jeg fjernede det meste støv ved at slugte det meste der var, på vores køretur.
På turen så vi giraffer og en stor han elefant. Pludselig stoppede guiden os og afsøgte området, inden han hentede os. ”Løver lige deroppe”, sagde han. Vi betragter de to unge han løver, som var blot omtrent 80 m væk fra os. ”Det bliver fejret med en forfriskning” sagde han; ”I er heldige, for det er ikke så ofte at vi ser løverne på denne quad bikes tur og det er kun anden gang jeg ser dem, selvom jeg har kørt denne udflugt i 25 år”. Senere fik vi at vide, at der var flere løver, som vi ikke kunne se. De havde nedlagt en giraf, så hele flokken var i området. Perfekt timing !
Glade og meget støvede vendte vi tilbage til bilen og Dawie kørte os til bush campen. I campen, som ligger langt fra lodgen midt i bushen, er der håndvask med rindende vand og der er toilet ! Vi fik vasket støvet af og resten af aftenen stod på mad i bushen omkring bålet og kig på den klare stjernehimmel på den sydlige halvkugle. Senere, kunne vi hjemme på lodgen, trætte og glade efter en spændende dag, hoppe under dynen og i sikkerhed bag myggenettet.
Telefonen ringer; det er Dawie. Det er tidligt om morgenen og stadig mørkt, men kaffen er klar og vi skal af sted på bush walk. Det største og eneste dyr vi ser på turen er et egern. Men det gør intet. For der er så meget andet at se og følelsen af at gå rundt i naturen uden bilens beskyttelse, er helt unik. Mærke græsset og se landskabet helt tæt på er fantastisk. Oven i det, kan Dawie fortælle om alle de ting vi normalt ikke ser fra bilen, om de mange forskellige træer og planter og deres brug hos den lokale befolkning, samt spor fra dyrene og hvordan man ser hvor friske de er og hvilket dyr der har gået her i løbet af natten.
Efter en god frokost kørte vi sammen med Dawie og Stacey til skolen i landsbyen. Et besøg jeg selv har set meget frem til. Skolen ligner sig selv fra sidste gang, men den har nu fået et computerrum, som er doneret fra en gavmild gæst fra Mpala. I skolens børnehave står børnene stadig jublende og råber på os og alle eleverne er stadig smilene og glade. Dawie siger: ”det er sjovt at det er ofte folk med færrest ting, der har de største smil”. En sætning jeg vil tænke tilbage på resten af livet. For det passer og ramte situationen perfekt. Det satte ligesom vores eget liv i perspektiv og hvor heldige vi er i lille Danmark.
Videre det gik mod Mpalas nyeste projekt. En lokal børnehave i landsbyen 5 minutters kørsel fra skolen. Mmakadi hedder den. Børnehaven har i taknemmelighed for Mpala lavet Mpalas egen parkeringsplads, skrevet med gule bogstaver på stenene ”Mpala Parking”. Derinde bliver vi modtaget af stedets leder Gloria. Hun fortæller os stolt om stedet og hvad de laver, svarer glad på alle spørgsmål og fører os derefter ind til alle de små børn, der sidder og venter på os med store øjne. De synger og danser for os, mens vi alle smilende er glad for, at vores besøg på Mpala er med til at støtte disse fattige børn.
Mens vi går ud til bilen, har alle ungerne tage plads på børnehavens eneste legestativ for at sige farvel. Der er planer for at renovere børnehaven med penge fra donationer fra gæsterne. Jeg ser frem til at se det, når jeg vender tilbage.
Det er blevet torsdag og den står på Krüger National Park de næste 2 dage. Vi kører af sted tidligt og er der lige efter porten er åbnet for adgang. Allerede efter 10 minutter vinder Darius bilens konkurrence om at spotte noget først. Det var en impala. Ellers er der gnuer og zebraer overalt. Vi kører videre og der går ikke længe inden vi spotter 4 næsehorn, der går og græsser i det fjerne. Mens vi stille følger dem, kommer de tættere og tættere på. Alle andre biler kører forbi og spotter ikke noget som helst, så vi føler os heldig, at vi i en halv time kan have dem helt for os selv. Resten af dagen går med elefanter giraffer og antiloper i hobevis, inden vi sidst på eftermiddagen kører ind af porten til Lebata Camp, hvor vi skal overnatte.
Det er et stille og roligt sted, hvor aberne suser rundt og venter på et øjebliks uopmærksomhed fra den stakkels vagt, der håbløst spæner rundt og prøver at jage dem væk, så de ikke stjæler gæsternes aftensmad. Et utaknemmeligt job, der aldrig stopper, men alligevel til stor morskab for os.
Næste morgen står vi tidligt op og vi er ude af porten, når den åbner, for at se solopgangen. Bestemt den tidlige vækning værd. Igen kører vi rundt og kigger. Vi ser ikke så meget andet end elefanter og giraffer, men sådan er naturen jo – ikke hver dag er ens og den ene dag kan der være dyr i hobetal og den næste dag kan det være mere stille. Vi er der på naturens vilkår og vi ser, hvad Krüger vil tilbyde os den dag. Hvis man vil være sikker på at se alle Big Five hver dag, så tag i zoologisk have. Men jeg foretrækker at nyde de gaver, naturen mener jeg skal have, mens jeg er der. Vi så hverken løver, hyæner, vilde hunde eller leoparden. Men vi fik stadig Krüger ind under huden og gik derfra med utrolige naturoplevelser. Fordelen ved ikke at se alt er jo, at man har den perfekte undskyldning, for at vende tilbage snart igen.
Dragensbjergene var på programmet lørdag. Alle de velkendte steder, fantastiske naturscenerier snoede bjergveje og små landsbyer. Plus vi valgte en bonus i form af en baglæns bungy jump, kaldet ”the big swing”. Det er normalt ikke noget der er nævnt i brochuren eller på hjemmesiden. Det var helt tilfældigt vi kom ind på emnet under aftensmaden et par dage tidligere, hvor Helle nævnte at det var den mulighed. Stacey fik booket os en tid. Nu sad vi nervøse og spændte, mens vi ventede på det blev vores tur. Jeg var først. Jeg blev ført hen til kanten og instruktøren spændte mig fast, mens han fortalte mig om fremgangsmåden. ”Du skal ud til kanten, hælen ud over det bræt der er malet blåt og ned i knæ”. Så holdt han fast i rebet mens jeg lænte mig bagud. Og så gav han slip! 4 sekunders frit fald, føltes som 20, mens jeg kunne se på vandfaldet, der stille og roligt faldet mod bunden sammen med mig. Så strammedes elastikken og jeg svingede væk fra klippen. Der var ikke andet for, end at slappe af og nyde udsigten. Både Darius og Annelise fra lodgen prøvede det også. Er du til adrenalin kicks, kan jeg anbefale at du spørger efter denne udflugt. Efter springet fejrede vi det med en pandekage på Harrys Pancakes i den lille by Graskop. Det er faktisk svært at spise pandekager med et stort smil på læberne.
Den sidste dag er kommet. Vi skal på flod tur med morgenmad på hjuldamperen. Vi sejler sløvt af sted. Vi er også alene på nær en enkelt anden gæst, der viser sig også at være fra Danmark. Der bliver snakket og kigget på dyrene på bredden og livet hos de lokale, der passer deres daglige gøremål, mens de blege dansker sejler forbi g kigger på.
Vi afslutter vores ophold på Mpala med en sidste Game Drive og en drink i udsigtstårnet, mens solen går ned i horisonten. Dawie fortæller røverhistorier og vi nyder den sidste aften i fulde drag.
Dagen efter er kommet alt for hurtigt. Vi skal igen af sted. Tænk at en uge kan gå så hurtigt. Darius mener bestemt, at vi ALDRIG møder folk så flinke som dem på Mpala, så hvorfor egentligt tage videre til Cape Town, hvor den næste uges ferie skal tilbringes. Så hellere en uge mere her, synes han. Så de må gøre et eller andet rigtigt de der folk på Mpala, når man kan få en teenager på 14 år til at længes tilbage til et øde sted uden wifi og tv, allerede inden vi skal afsted.
Jeg vil sige, at alt er det samme på Mpala. Og alligevel ikke. Magien er intakt, du vil stadig tilbage efter lige at have været der. Roen er der stadig. Oplevelserne er stadig store og du bliver aldrig træt af at se alt det, som naturen byder på. Mine forventninger med gensynet var høje og de blev, igen, til fulde indfriet. Og mere til.
Tak for denne gang Mpala, vi ses helt sikkert igen.
Kenneth Vikkelsø, maj 2017
