Handelsbetingelser

Ankomst og afrejse:

Af hensyn til udflugtsprogrammet skal ankomst altid være en mandag.

Ved ophold på 1 (eller 2) uger ankommer du på en mandag og rejser på den følgende (eller næstfølgende) mandag. Hvis du vælger ophold på 5 dage ankommer du ligeledes på en mandag, men du rejser på den følgende lørdag.

Vore rangere henter og bringer gæster, der ankommer/rejser fra den lokale lufthavn i Hoedspruit (HDS).

På grund af den lange transport til Mpala kan vi desværre ikke køre hjem til lodgen straks, hvis der kommer andre gæster med det følgende fly. Skulle det ske vil rangeren gøre dig selskab i lufthavnens cafe i ventetiden indtil den følgende ankomst. Vi håber at du vil nyde rangerens selskab og hans historier i denne korte ventetid.  

Ved afrejser kører vi fra Mpala til lufthavnen i god tid, for at undgå at blive forsinket til flyet (elefanter kan f.eks. have væltet et stort træ hen over vejen, som rangeren først skal flytte).

Vi gør venligst opmærksom på at transferen ved afrejse fra Hoedspruit afgår fra Mpala i forhold til det tidligste tidspunkt, som gæster den pågældende dag skal flyve. Det kan derfor forekomme at du får lidt længere ventetid i lufthavnen inden dit afrejsetidspunkt.   

Såfremt du ankommer med fly og vi skal hente dig i Hoedspruit, skal du præcist oplyse tidspunkt for din ankomst. Det samme gælder for din afrejse. Hvis din rejseplan bliver ændret er du forpligtet til at meddele det til os i god tid, da det ellers kan betyde, at vi venter på dig ved et forkert sted/tidspunkt og at vi ikke er der, når du ankommer. Transfer til/fra  Hoedspruit på det aftalte tidspunkt er inklusiv i prisen.

Dit værelse er til din rådighed fra kl. 14:00 på ankomstdagen.

Hvis du selv ankommer i bil, råder vi dig til at ringe lodgen et par timer inden din ankomst, for at få instruktion til det sidste stykke vej.
Vi henter dig gerne på et aftalt sted i nærheden, så du ikke selv skal forvilde dig ind gennem naturreservatet.

Dine værelser er til din rådighed til kl. 10:00 på afrejsedagen. For at kunne have værelserne klar til modtagelse af de følgende gæster har vi brug for at værelserne er forladt. Vi byder dig velkommen til at nyde tiden på terrassen ved Main House og de sidste betragtninger af landskabet og måske dine overvejelser for det næste besøg på Mpala, indtil det bliver tid for din transfer til lufthavnen.

Ved ankomsten er du forpligtet til at acceptere og underskrive Mpala Safari Lodge vilkår for ophold (på engelsk ”indemnity form”), hvor du erklærer dig indforstået med, at det er forbundet med visse risici og på eget ansvar at opholde sig og være i den afrikanske natur. Dette er et almindeligt krav fra lodges i Sydafrika.

Børn og opredning:

Mpala Safari Lodge accepterer børn fra 6 år+. Grupper på 12 personer kan vælge at se bort fra alderskravet, men på  eget ansvar. Der er mulighed for opredning i forældres soveværelse på luksus drømmeseng. Der ydes dog ingen rabat  for børn eller for opredning. Det er en bestemmelse i Sydafrika, at i naturreservater med Big 5, skal børn være mindst  12 år, for at kunne deltage på bush walk. For at køre sin egen ATV skal barnet være mindst 14 år og kunne håndtere køretøjet.

Flyrejsen:

Flybilletter er ikke inklusiv i priserne for ophold. Hvis du ikke selv ønsker at arrangere din flyrejse til Mpala Safari Lodge anbefaler vi at du kontakter et af de rejsebureauer, vi samarbejder med. Rejsebureauerne kan sammensætte en pakkerejse inklusiv fly og ophold mv. til en samlet pris.

Betaling:

Ved booking tidligere end 45 dage før ankomsten skal der betales 25% depositum af totalbeløbet for reservationen. 

Når du booker online modtager du automatisk en email-bekræftelse på din booking. 

Vi sender faktura med email. 

Ved booking mindre end 45 dage før ankomsten skal hele totalbeløbet for reservationen betales på én gang.

Betaling skal ske fri af bankudgifter for Mpala Safari Lodge ved een (hele totalbeløbet) eller to (først depositum og sidenhen restbeløbet) bankoverførsler til:

Bank: Danske Bank A/S
Adresse: Holmens Kanal 2-12, 1092 København K
Reg.nr. 3001
Bankkonto nr. 3001 393839
SWIFT: DABADKKK

Ved betaling bekræfter du derved samtidig at have gjort dig bekendt med og accepteret de i program, prislister eller på mpala.dk oplyste vilkår for ophold på Mpala Safari Lodge.

Ved manglende rettidig betaling af een eller flere betalingsrater kan Mpala Safaris betragte din reservation som afbestilt. Se afsnittet om afbestillingsbetingelser for at se hvad du skal forholde dig til i denne situation.

Afbestilling:

Reservationer er bindende, men kan afbestilles ved hel eller delvis betaling af reservationen som beskrevet nedenfor i “Generelle afbestillingsbetingelser”.

Generelle afbestillingsbetingelser:
Ved afbestilling refunderes depositum ikke.
Ved afbestilling mindre end 45 dage før ankomst er det fulde beløb forfaldent og refunderes ikke.
Mpala safari Lodge forbeholder sig ret til at annullere din booking/reservation, såfremt betaling ikke sker rettidigt, uden at dette medfører tilbagebetaling af det indbetalte beløb.

Hvis du ønsker at afbestille din reservation skal du logge dig ind på booking siden med det brugernavn og kodeord, som du fik med email da du foretog din reservation. Du modtager da en email med bekræftelse på din afbestilling.

Priser og valutakurser:

For de viste priser og valutakurser gælder følgende betingelser:

Alle priser i systemet er beregnet udfra en pris i Danske Kroner, DKK. For alle andre valutaer end DKK gælder, at den viste pris er en omregning baseret på dagskursen for den enkelte valuta i følge Den Danske Nationalbank.
Fakturering sker altid med udgangspunkt i prisen i DKK, Danske Kroner, uanset at en reservation er foretaget i en anden valuta.
Online betaling foretages altid i Danske Kroner, DKK.
Der tages generelt forbehold mod fejl i de viste priser, og Mpala Safari Lodge forbeholder sig ret til at korrigere fejl, med henvisning til vores officielle prislister.
Force Majeure:

Mpala Safaris forbeholder sig ret til at annullere samtlige bookninger til enhver tid i tilfælde af force majeure (krigslignende handlinger, strejke, naturbegivenheder eller andre begivenheder uden for vor indflydelse). I tilfælde af annullering tidligere end ankomsttidspunktet ved force majeure refunderer Mpala Safari Lodge det samlede indbetalte beløb. Der kan ikke stilles krav om yderligere erstatning eller refusion. Mpala Safari Lodge forbeholder sig ret til ændringer i turprogrammet, der er nødvendiggjort af force majeure ligesom besøget i landsbyskolen evt. bliver aflyst, hvis skolen måtte vælge at holde lukket.