fbpx

Det var bælgravende mørkt, da telefonen ringede. For at komme ud af sengen, skulle jeg først tage kampen med myggenettet, der havde omkranset mig hele natten. Det blev næsten klaustrofobisk, ikke at kunne komme ud. Jeg sled. Kæmpede. Svor, at jeg i nat ikke ville lukke myggenettet, der var jo alligevel ingen myg.

Nogen havde været så smarte at placere telefonen helt henne ved døren, længst fra sengen, og den blev ved med at kime. Da jeg endelig fik løftet røret, blev min søvndrukne mumlen ned i røret mødt af et frisk og alt for overskudsagtigt Good Morning fra den anden ende. Vores ranger havde uden tvivl været oppe i lang tid, og tog sig dagligt en griner, når han skulle vække os. Det var også i orden, altså at han vækkede os med et grin, for vi skulle jo op og i gang. Ud og se på vilde dyr og smuk natur. Klokken var halv seks, og det var tid til bushwalk.

1
Efter et hurtigt bad og en kop kaffe på hovedhusets terrasse var vi klar. Lange bukser, vandresko og en flaske vand i bæltet. Og så de tre K’er: Kasket, kamera og kikkert. Solen var i mellemtiden stået op, og det sarte morgenlys gav os en blid start på dagen.

I dagens anledning havde vi to rangers med os. Der er yderst strikse regler omkring færdsel blandt de vilde dyr, og da vores egen ranger endnu ikke havde opnået det øverste niveau i sin ellers lange og imponerende rangeruddannelse, havde vi en back-up med. To store stærke mænd med rifler skulle således passe på os. Sikkerhed kommer altid først i forbindelse med opholdet på Mpala.

Selvom vi alle havde været på bushwalk før, blev reglerne gennemgået én gang til. Stille og rolig færdsel. Ingen råben og skrigen. Gå i én lang række bag ved guiden, og altid BAG ved guiden. Lyt til alle henstillinger og følg dem. Hvis der skulle opstå en situation, som ikke var tilsigtet, skulle vi stille og roligt vende om og følge bageste guide tilbage mod lodgen, med mindre kommandoen lød på noget andet. Og hold så ører og øjne åbne.

Hver gang jeg hører disse regler, når jeg lige at få suget i maven. Fornemmelsen af, at det jo kán være farligt at bevæge sig uden for lodgen. At der jo ér vilde dyr i området. Men hver gang står jeg også med fornemmelsen af, at det jo er derfor jeg har vores ranger med. Han har jo netop taget den lange rangeruddannelse, for at kunne guide os sikkert rundt. Og jeg føler mig ikke på noget tidspunkt utryg. Jeg har altid 100% tillid til vores ranger – uanset hvem af Mpalas rangers, det har været.

Få meter uden for hovedporten drejede vi fra grusvejen op ad en mindre grussti. Op ad bakke, stille og roligt i én lang række. Vi gik i et åbent landskab, der var præget af tørke. Sand og grus, brunt græs, afbidte buske og væltede træer.

Efter få minutter lød de første dyreskrig, men inden adrenalinen for alvor begyndte at pumpe, opdagede vi, at det blot var en af de store bavianhanner, der markerede sig. Den var væk, så snart vi nærmede os. Bavianflokken boede i området, og vi så og hørte dem dagligt.

Adrenalinen kom til gengæld, da vi inden for få hundrede meter fra lodgen fandt et løvespor i sandet. Det var frisk, fra samme nat, og det stammede fra en stor hanløve. Jeg nåede at få suget i maven, og tænkte lige et par hurtige tanker, men huskede på kommandoerne. Jeg fik øjenkontakt med vores ranger, og bare ved at se på ham og hans kropssprog, blev jeg beroliget. Han var opmærksom, lyttende og scannede området, men han udstrålede også en total ro. Så længe han ikke var bekymret, var jeg det heller ikke. Ja, her havde været en løve for nogle timer siden, men nej, den var her ikke længere.

Vi fortsatte gåturen og havde alle øje for detaljer. Ikke kun lyde og fodspor, men også afgnavede grene og afføring. Det er rent ’Gæt en lort’. Utroligt, så mange dyrelorte, vi lærte at kende. Og utroligt, så mange ting, man kan lære om et dyr, ved at se på dens afføring. At den lysebrune farve på impalaernes små lorter viser, at de er ved at dø af underernæring. At en stor mængde, små lorter spredt ud over et meter stort område viser, at de kommer fra en giraf. Og, nåe ja – de stort klatter, der damper og lugter som zoologisk have på en varm sommerdag, viser at her har der været elefanter for kort tid siden.

3

Mens vi kiggede på klatter, kom beskeden Giraf! Og ganske rigtigt, måske 50 meter længere henne af stien, stod en nysgerrig giraf og kigger lidt bekymret på os. Vi fik besked på langsomt at nærme os, så den kunne se os, og dermed kunne forholde sig til situationen uden at blive skræmt. Vi blev betragtet lidt, inden den roligt fortsatte ind mellem buskene. Vi var ikke farlige, men heller ikke interessante for den.

2

Den næste times tid lærte vi, hvordan vi kunne beregne elefantens længde og højde på baggrund af en række elefantspor i støvet. Vi så imponerende edderkoppespind og sjove tusindben. Lærte fuglekald og træsorter.

4

Næste brøl på turen kendte vi alle. For nye gæster lyder det altid som et stort og farligt dyr, men det er såmænd blot impala-hannens brunstskrig. Det lyder imponerende, at så stor en lyd kommer ud af et dyr, der ikke er større end et dansk rådyr, men vi kender det jo også fra skoven derhjemme om efteråret.

Et par gange stoppede vi op og lyttede til elefantbrøl. De kom langt fra, men de blev hyppigere og kom tættere på, og vi blev i gruppen enige med rangerne om, at nu vidste vi nok om afføring. Vi ville hellere se elefanter. Via en kort samtale på afrikaans lagde rangerne en plan og førte os væk fra stien, gennem tørt græs, tidsler og døde buske og op på en bakkekam. Det hele foregik stille og roligt, med besked om ikke at larme eller snakke. Vi listede det sidste stykke op på toppen, satte os på et par klipper og kiggede ned i en dal og over på en bjergside. Efterhånden opdagede vi, at hele den modsatte bjergside var fyldt med elefanter. De var svære at se gennem træerne, men lidt efter lidt dukkede de op. Store og små. Gamle og unge. Det var en gruppe på omkring 30, 40, ja måske 50 elefanter, der var spredt ud over hele området. Nogle stoppede op og spiste ad træernes blade. Dem kunne vi ikke se, men vi kunne se grenene bevæge sig. Andre havde travlt med at komme videre mod floden.

5

I euforisk stilhed sad vi og måbede. Tog billeder. Fulgte dyrene i kikkerten. Smilede. Vi sad midt ude i den sydafrikanske bush og kiggede på elefanter, der ikke vidste, at vi var der. Vi havde vel et par hundrede meter over til dem, men det virkede som om, vi var lige midt i flokken. Vi kunne, utroligt nok, ikke høre, at 50 elefanter gik forbi, men vi kunne høre, når grenene blev knækket af træerne. Når de fandt et vandhul, og sprøjtede vand ud over sig. Når en besked bliver kommunikeret ud til hele flokken med et ordentligt brøl.

Solen bagte, tiden stod stille, og kameraet lå lige så stille på mit knæ. Oplevelsen var så stor, at uanset antallet af billeder og videoklip, bliver den aldrig glemt. Jeg havde taget nok billeder, nu skulle jeg bare nyde øjeblikket. Jeg var fyldt af ærefrygt og ydmyghed. Af glæde og fascination. En enorm taknemmelighed. Vi sad nærmest som i trance.

Stilheden blev brudt af vores rangers, der jo hele tiden havde været opmærksomme. Ikke kun på elefanterne, men også på, om der var andre dyr i området. Lyttet efter, om andre dyrs advarselskald kunne have betydning for os. Det viste sig, at vores direkte rute tilbage til lodgen krydsede elefanternes vej mod floden, så da der var ophold i elefantflokken, blev vi nødt til at være hurtige.

Vi fik bevæget os ned i dalen og videre, uden at elefanterne opdagede os, og vi kunne på afstand se flokken samles, inden den nåede floden. Jeg sagde et vemodigt farvel og tak, inden vi venligt, men bestemt, blev gelejdet videre. Klokken var nu over ni, vi ville komme al for sent til morgenmad, og jeg forberedte mig mentalt på den lange gåtur tilbage til lodgen. Det viste sig, at vi jo slet ikke var så langt væk, som vi troede. Blot ti minutter senere gik vi gennem porten til Mpala Safari Lodge uden at støde på flere dyr. Vi nåede lige at få vasket hænder, inden klokken ringede i hovedhuset og vi sultne satte os til et lækkert morgenbord. Sikken morgen.

Hanne & Heinz Rettig