Vores fantastiske tur til Afrika

Vores første tur til Mpala Lodge var i november /december 2012. Turen havde vi fundet gennem FDM. Vi havde aldrig været i Afrika før, så forventningerne var store, selv om vi forsøgte at holde lidt igen.

Efter den lange flyvetur, ankom vi til Phalaborwa. Her blev vi hentet af Jessica, en af lodgens rangere. Hun gav os lige lidt informationer samt sørgede for, at vi kom sikkert til lodgen. Her ventede hele personalegruppen, bl.a. stedets manager Estelle, for at hilse på os. Allerede her følte vi os i gode hænder, da alle var meget flinke og lige til. Sammen med os var der yderligere 10 andre gæster.

For at lære hinanden lidt bedre at kende, var der socialt samvær på terrassen inden aftensmaden. På Mpala spiser alle sammen og på samme tidspunkt. Det var en af mange ting, som vi syntes, var rigtig dejligt.  Det var med til, at bringe gæsterne tættere sammen og gav os en familiefølelse, som vi ikke havde oplevet på nogle af vores andre rejser rundt om i verden.

Noget af det, der gjorde opholdet specielt, var Estelles positive engagement og livsglæde. Der var intet, hun ikke ville gøre for gæsterne. Det samme kan siges om vores to rangere, Jessica og Clayton. Hvad de ikke kunne svare på af spørgsmål, var ikke værd at vide. De havde begge en meget stor viden om dyrene og planterne. Denne viden formåede de at formidle på en måde, så alle kunne forstå det. De var begge meget opsatte på, at vi fik nogle gode oplevelser.

Serviceniveauet på Mpala er helt i top. Hele personalegruppen gør alt for, at gæsterne får en god oplevelse.

Programmet på vores ferie indeholdt rigtig mange ting. Fra pandekager i Grasshop til næsehorn i Kruger Nationalpark. Selv om programmet var det samme i begge uger, blev det bestemt ikke kedeligt, at være på Mpala.

Her har vi valgt, at beskrive end del af de oplevelser som vi havde på vores ophold.

Afrikansk dans

Sidst på eftermiddagen på dag 1, kom nogle af beboerne fra den lokale stamme. De dansede og spillede for os. Det var meget smukt og anderledes end vi er vant til. Gruppen bestod af både børn og voksne. Vi kunne godt se, at nogle af børnene var lidt generte.

Gamedrive og bushwalk

Vi har været med Clayton på bushwalk, hvor han har fortalt om områdets dyr, bl.a. et lille rødt dyr, som man kunne tygge. Det gjorde, at man blev bedøvet. Var rigtig godt, hvis man havde tandpine. Da han var færdig med at vise os det lille dyr, blev det meget forsigtigt sat på jorden igen.

Vi hørte også om mange af planterne, hvad de lokale kunne bruge dem til og hvilke man skulle passe på, bl.a. på grund af torne.

Jessica havde os med på gamedrive, hvor hun fortalt om nogle andre planter. Vi blev introduceret for en kaktus, som var meget giftig. For en art af edderkopper, der hed community spider.

Det specielle ved disse edderkopper er, at de lever i flokke på op til 50 edderkopper.

Deres spind bliver ofte over 2 X 2 meter.

På de bushwalk og gamedrive vi var på, så vi blandt andet giraffer, bøfler, elefanter, masser af impalaer og et par løve brødre.

ATV

Tirsdag eftermiddag blev vores eventyrlyst og indre drengerøv sat på prøve. Vi skulle ud og køre på ATVére. Dog kunne man vælge at blive i bilen, hvis ikke man havde lyst til kørsel i bushen på en ATV. Turen gik gennem smukke landskaber, hvor vi gjorde holdt ved nogle flotte udsigtspunkter.

Ud over den smukke natur, så vi bl.a giraffer og impalaer.

Bush Camp

Efter ATV turen, blev vi kørt til Mpalas Bush Camp, hvor vi skulle have aftensmad. Bush campen er et kapitel for sig selv. Ved ankomsten var baren åben og bordet dækket. Grillen var der tændt op i.

Bush campen er speciel, fordi den har både toilet, håndvask og brusebad midt ude i bushen. Benytter man toilettet, kan man se ud over bushen. Mens kødet bliver tilberedt over grillen, bliver dagens oplevelser vendt over en drink eller sodavand. Det der gør oplevelsen så unik, er stjernerne på himlen, alle lydene og duftene fra bushen, samt det gode selskab.

Denne gode dag og aften afsluttes med et night drive på vej hjem til lodgen.

Landsbyskole

Mpala Safari Lodge er sponsor for en lokal skole.som vi var ude og besøge. Selv om kårene var små, var børnene glade. Flere af klasserne sang for os. Vi fik en rundvisning på skolen, hvor vi bl.a så deres lille butik. Her kan man vælge at købe nogle af de ting, de har lavet.

Man kan også vælge at give penge til en skoleuniform gennem Mpala Safari Lodge.

På vej tilbage til lodgen, var vi i en reptil park med mange krybdyr og slanger. De havde bl.a en meget sjælden sydafrikansk edderkop.

Kruger Nationalpark

To dages safari i Kruger Nationalpark, hvor vi kørte rundt for at se de mange vilde dyr. Her kommer rangernes erfaring og store viden til deres ret. Alle holder nøje udkig, så gruppen får set flest mulige dyr. Da man er på besøg i dyrenes verden, har de fortrinsret, så skal en flok elefanter over vejen, venter man pænt.

På turen gennem Kruger gør man stop i specielle områder, hvor det er muligt at komme ud af bilen. Det er også i disse picnic områder, rangerne laver morgenmad/ brunch og frokost til gæsterne. Om aftenen bliver man indkvarteret i camps. I disse camps er der socialt samvær, mens grillen tændes og rangerende igen laver mad.

Kruger er fantastisk spændende, så selv om man er der i to dage, er det aldrig kedeligt. For hvem ved hvad der sker i næste øjeblik.

Selv om der ikke er garanti for at se nogle dyr, så vi et rigt fugleliv, sjakaler, gnuer, vortesvin, elefanter, giraffer, bavianer, kuduer, zebraer, bøfler, flodheste, næsehorn, skildpadder, krokodiller, hyæner, div, antiloper, slanger, løver, leopard og gepard.

Vi følte os meget heldige og benovet over, at vi så mange forskellige dyr.

Udkigstårnet

Få hundrede meter fra lodgen har de et udkigstårn. Her sluttes safarituren af i bedste Karen Blixen stil, nemlig med champagne. For som hun sagde, en safari uden champagne er bare en almindelig oplevelse. Fra udkigstårnet er der en fantastisk udsigt over området og Olifants River. Når man er der, kan man opleve en fantastisk solnedgang med de flotteste farver.

Ud over det faste program, er der mulighed for at tilkøbe ekstra udflugter. Vi valgte bl.a. et river cruise på Olifants River og et besøg i Drakensbjergene.

River cruise Olifants River

Ombord på båden fik vi en dejlig morgenmad mens vi sejlede stille afsted. På turen drev flodhestene gæk med os. Når vi så dem på afstand, var de fremme/ oppe, så de kunne ses. Men når vi nåede frem til dem dykkede de for at komme op igen, når båden var sejlet forbi. Vi sejlede også forbi en pæn stor krokodille. Den lå heldigvis inde på land.

På og langs floden er der mange fugle. Nogle havde vi set, mens andre var helt nye for os.

På vej tilbage til lodgen, var vi forbi mineområdet nær Phalaborwa. Kobberminen er en af verdens største. Det er et kæmpe hul i jorden, som ikke pynter i landskabet. Samtidig er det også et meget fascinerende ingeniørarbejde.  I forbindelse med minen er der et udsigtspunkt, hvor man har et overblik over området.

Drakensbjergene

Efter en køretur, kom vi til første stop på turen. Et udsigtspunkt over Drakensbjergene og dets kløfter. Et utroligt flot skue, som er svært at beskrive med ord. Det skal opleves.

Køreturen fortsatte rundt i bjergene, hvor vi så flere vandfald, det ene smukkere end det andet.

Nu skulle vi se Guds Vindue. Dette var et udkigspunkt i en lille subtropisk regnskov. Gud havde desværre rystet sin pude, så udsynet var ret tåget. Vi blev derfor enige om, at det måtte være Guds pude, vi havde set.

Frokosten blev indtaget i Grasshop, en lille by, hvor vi oplevede den sydafrikanske monsun. Vi havde været inde i en butik og skulle over på spisestedet Harrie’s, da himlen åbnede sig med stor kraft. Selv om vi bare skulle krydse vejen, blev vi meget våde. Efter max 10 min, skinnende solen igen fra en skyfri himmel.

Frokosten bestod af pandekager med fyld efter eget ønske. Nogle havde også appetit til en dessert pandekage.

På vejen hjem skulle vi også lige besøge en drypstenshule. Den var rigtig flot.

Ved alle vandfald og udsigtspunkter, er der boder, hvor det er muligt at købe div. souvenirs. Her kan købes træ ting og tekstiler.

Vi ville ikke have været foruden denne tur, da der var så mange smukke oplevelser.

Vi havde en fantastisk tur til Mpala, vi håber meget at gense stedet og ikke mindst det fantastiske personale.

Kærlig hilsen

Jan og Jeannette Lindstrøm