Valget af flyafgang kl. 15.10 viste sig at være særdeles velvalgt.
Her på Fyn vågnede vi lørdag d. 24. februar op til isslag med 10-12 mm blank is over hele øen. Jeg skal bakke lidt op ad bakke for at nå frem til mit fortov – det tog en time og 20 kg salt. Dernæst var vores lille lokaltog fra Ringe mod Odense forsinket, så vi ikke nåede lyntoget. Pulsen steg, da det efterfølgende IC3 tog også var forsinket, men vi nåede heldigvis alligevel at tjekke ind til tiden i Kastrup lufthavn. Trafikken i lufthavnen var normal indtil da, men et minut efter at vi var påbegyndt boarding nåede isslaget til Kastrup og alt blev hurtigt dækket af is. Vores fly blev derfor canselled og i ventekøen måtte vi trække nummer – vi fik nummer 954 og man var kun kommet til nr. 542 i ekspeditionskøen. Vores hjerter sank til under livremmen. Men pludselig fik vi oplyst at vi alligevel snart ville komme afsted. Kl. 18.15 var vores fly blevet afiset og vi kunne lette. Vi havde endnu god til til at nå det næste fly i Frankfurt og derfra forløb alting perfekt.
Vi blev afhentet i Nespruit af en ranger, som passede os indtil vi nåede Mpala den følgende mandag eftermiddag. Han sørgede for at vi fik en fin Panoramatur og overnatningen på Casa do Sol var skøn.
Opholdet på Mpala var en overvældende succes. Detaljer er der for mange af til at komme nærmere ind på her, men det var kort sagt overvældende og fremragende. Vi var 6 gæster på Mpala den uge og blev forkælet på enhver måde med aktiviteter. Uovertruffen mad, skønne mennesker og et unikt koncept. Et afrikansk eventyr med oplevelser, vi kun kunne have drømt om, indtil vi selv oplevede det på Mpala. Rangerfunktionen er genial og ham som vi havde (Juan, kaldet John) var fantastisk. Estel er et pragtfuldt hjertevarmt menneske man kun kan elske og hun passer stedet på fremragende vis.
Den lokale Phalaborwa lufthavn er den kønneste og mest charmerende lufthavn jeg har set i mit liv. Vi havde en fin rundtur i Soweto på hjemrejsedagen mandag eftermiddag. Vi så Hector Peterson, Nelson Mandelas hus, Desmond Tutus hus, Winnie Mandelas hus og den udmærkede guide Mr Steven viste os Soweto fra det værste til det bedste. Dette var en fin afslutning på ET EVENTYR af en rejse. ALT var bedre end perfekt !
Dog indtrådte vi pompøst i den danske hverdag igen ved at IC3 toget fra København mod Odense var forsinket, også da vi skulle hjem. “Everything worked perfect everywhere, except for Denmark”.
Tusind tak for god service og alle de gode og ikke mindst rigtige råd. Vi fik en oplevelse for livet.
Henrik Salling, Ringe. Fyn