Man kan ikke få armene ned igen!

Sydafrika er gået os i blodet

Lige hjemvendt efter 14 dages Safari ophold i Sydafrika, stod vi i lufthavnen i maj 2016 med så mange indtryk og følelser. Armene stod lodret i vejret. Jeg vil derned igen, sagde jeg til min mand. Han ser på mig og siger Ja, vi må tilbage.

Efter lidt snak blev vi enige om, at vores 2 voksne børn skal med sammen med vores i alt 5 børnebørn. En ”once in a life time” oplevelse for dem.

Men hvor skal vi tage hen alle sammen? Vores søn havde hørt om Mpala, så vi startede med at finde deres hjemmeside. Kors hvor så alting lækkert ud. Lodgen var smuk, husene perfekte og utroligt flot indrettede. Det var lige os.

Februar 2017 ankommer hele familien Kronberg til Mpala. Vi er alle spændte og trætte efter den lange tur, men når vi kommer frem til stedet, er alt træthed forsvundet og erstattet af en vild benovelse og nysgerrighed. Her skal vi bo i 12 dage. Vi bliver modtaget med åbne arme af Estel, som bestyrer lodgen, og snart er vi indkvarteret i de smukke hytter.

Bolette vores datter skal bo i chalet 1 og 2. Vi andre i 3 og 4. Bavianerne farer rundt om Bolettes hus. Hun ser temmelig nervøs ud, men hendes 3 drenge 17-22 år, beroliger hende og siger, de skal nok passe godt på deres mor.

Tirsdag morgen er vi på bush walk og det er simpelthen så fantastisk. Vores 2 rangere ved alt og fortæller lystigst om fauna og flora. Eftermiddagen er arrangeret med en drive game. Det er altså bare lige sagen. Vi ser en masse dyr og nyder naturen. Om eftermiddagen er det tid til at opleve bushen på ATV er. Jeg tør ikke, så jeg hopper bag på min mands ATV.  Vores yngste barnebarn Simon (8 år) hopper gladelig op på motorcyklen. Parat til det helt store. Jeg får ondt i maven, kan han det?

Det kan han. Vi har vores ranger Ryno med i jepen. Her har jeg, efter en lille pause søgt hen. Vi er møg beskidte. Alt det støv er alle vegne. Pludselig stopper Simon. Hele kortegen stopper og instruktøren spørger Simon, hvad der er galt. Simon løfter sin højre tommelfinger i luften. Den bukker næsten den forkert vej, den er helt rød. Han snøfter og siger: Min finger er for lille og det gør bare ondt. Simon bliver fulgt over til jeepen og trøstet af sin faster og mig.

Vi når hjem til lodgen og får en tur i poolen. Aftensmaden indtages på den fantastiske store flotte terrasse med udsigt til Elefant river. Maden er noget helt for sig selv. Det er så lækkert og indbydende at man bare spiser og spiser mens man nyder livet og glæden ved at være her og opleve det hele med sine kæreste.

Næste dag går turen til Diphuti skole i den township, der hedder Oaks. Simon har taget fodbolde med og store slikposer. Vi skal besøge både skolen og børnehaven. De små børn ser på os og klapper og synger. Små børn hænger lige pludselig rundt om vores halse og Bolette siger højt. Hov der blev jeg lige pludselig farmor. Slikket bliver delt ud og Simon er stolt og meget glad. En pakke med skoleuniformer bliver uddelt og vi takker pænt farvel igen.

Endelig torsdag. Ugens højdepunkt. Vi skal til Kruger Nationalpark. Vi skal være der i 2 dage. Vi får hver vores hytte med plads til 2 personer. Det er en helt lille camp. Vi bor ved siden af hinanden. Der er både toilet, brusebad og et lille bord og stole foran hytten. Kors hvor det tegner godt.

Nu starter turen som vi har glæder os helt vildt til. Vi blev placeret i jeeps og kørte af sted. Bolette siger pludseligt: Der var noget med prikker, der stirrer på mig. Hurtigt får Ryno bakket og ganske rigtig. Der sad leoparden. Efter 10 minutter ser vi 2 løver. Det er helt fantastisk. The big five er opnået. Så hurtigt og så smukt. Vi overnatter og næste morgen (meget tidligt) er vi på farten igen. Det her er altså bare livet.

Godt fyldt med indtryk vender vi tilbage til Mpala. Nu skal der bades og hygges. Igen fantastik aftensmad denne gang i bomaen. Der er lidt røre ved Bolettes huse, og der bliver ringet fra huset, at personalet – som er ved at gøre klar til natten ikke tør komme ned til os. De har set 2 løver!! Bolette ligner en der er ved at besvime og jeg er ved at dø af grin. Og så lige hendes hus!! De to rangere går op for at se hvad der sker, men løverne er forsvundet. Alle ånder lettet op. Nu forstår vi pludselig bedre, at vi skal følges hjem hver aften. Her kan ske alt. Det er bare så spændende og adrenalinen flyder rundt i blodet. Det er så sandelig Sydafrika.

En eftermiddag kommer Ryno og spørger Torben, om han vil med ud og køre en lille tur. Estel (vores helt fantastiske husvært) har ringet. Hun kan ikke komme over vejen. Elefanterne fylder hele vejen. De står og drikker af et hjemmefabrikeret vandhul. Hun og personalet er ved at gøre klar til aftenens bush camp som ligger midt i bushen. Her skal vi nyde aftenen mens maden tilberedes over bålets gløder og champagne propperne springer.

Da Ryno og Torben når frem stiller en ung hanelefant sig op og begynder at spille smart. Torben er helt oppe at køre. Det er super spændende. Men lille Jumbo trækker sig efter en stykke tid, og alle kan vende hjem igen.

En dag vi kører rundt i bushen ser vi pludselig en giraf med et brækket skinneben. Vi er alle dybt berørte over det, men Ryno trøster os og fortæller at så længe giraffen står op og spiser er alt godt. Benet bliver fotograferet og indrapporteret til det lokale tilsyn i parken sammen med gps koordinaterne. Nu bliver der holdt øje med den.

Så er det tid til at spytte giraf lort. Det er en lokal konkurrence. Hvem kan spytte længst. Ryno har indsamlet en bunke små sorte kugler på størrelse med en saltbombe eller en stor pinocchio kugle. Sarah 17 år er en pige med stort P. Hun ser sig omkring og putter en kugle i munden med en fart uden lige. Alle følger efter, og jeg er ved at omkomme af grin. Det var der ingen af os, der så komme. Men vi hygger os igen. Kors hvor vi hygger.

Lasse 17 år har besluttet, at han efter endt gymnasium vil på en 3-5 mdr. ophold i Afrika. Han søger allerede på nettet for at finde det rigtige sted. Han er lige som jeg vild med alle dyr. Håber det lykkedes for ham.

Dagen kommer hvor vi skal hjem igen. Der er ingen af os, der vil hjem. Vi har nydt ferien. Vi har nydt at være sammen og jeg ser lykkelig op på den store sorte afrikanske himmel fyldt med stjerner og takker for, at vi har oplevet hele dette store vidunderlige eventyr sammen. Det kan vi leve på i lang tid.

Men jeg vil tilbage igen.

Ann Kronberg