fbpx
BLOG FRA MPALA
Følg hverdagen på lodgen
Rød eller gul?

Dagens sværeste beslutning var: Rød eller gul? I aftes havde valget stået mellem rød eller hvid?

Jeg befandt på mig Mpala Safari Lodge i Sydafrika, og havde fjorten dage med skønne oplevelser, god mad, dejlige mennesker og spændende dyr foran mig. Og så et par svære beslutninger. I aftes var valget faldet på hvid. Altså hvidvin. I dag var valget lige så afgørende. Vi stod foran eftermiddagens quadbike tur – skulle min quadbike, den firehjulede motorcykel, være rød eller gul?

Ud over disse overvejelser var der stort set ikke noget, vi skulle tage stilling til, mens vi var gæster på Mpala. Alt var tilrettelagt. Udflugterne inkluderet og programsat. Menuen bestemt. Det eneste det krævede var, at jeg kunne give slip på min trang til selv at planlægge og beslutte, men det gik faktisk overraskende fint. Og så var der jo farvevalget: Og valget denne varme eftermiddag faldt på den røde quadbike. Ikke kun, fordi den matchede min bil derhjemme, men mest fordi den var med automatgear. Så behøvede jeg ikke bekymre mig om dét.

Jeg kravlede ombord på mit røde monster. Gennem de retro-agtige beskyttelsesbriller fulgte jeg Theos simple anvisninger, fik gang i gashåndtaget, slækkede på bremsen og trillede stille og roligt gennem det tørre, røde sand. Lidt mere gas. Lidt mindre bremse. Lidt mere gas. Jeg kørte og messede for mig selv: Kig op. Hold afstand. Kig op. Luk for alt i verden munden, så den ikke bliver fuld af støv og fluer. Sæt farten op, find dit spor. Men vigtigst af alt: Nyd det.

Det gik lidt trægt i starten. Bremsen blev brugt for meget, jeg kæmpede mod cyklen og mig selv. Blev stresset over dem, der lå bag ved mig, og gerne ville køre hurtigere. Men jeg væltede jo ikke. Jeg mistede ikke herredømmet over hestekræfterne, og lidt efter lidt, fik jeg mere gang i cyklen, glemte alt om bremsen og lænede mig ind i svingene. Vi drønede derud af. Jeg fandt ud af at accelerere mig ud af problemerne, og valgte det sjove spor over sten og klipper i stedet for det mere sikre gennem sand. Og så huskede jeg at kigge op. Måbede. Slap gashåndtaget og trillede stille frem. 100 meter længere fremme stod en giraf. Den var også stoppet op. Måbede. Gloede på mig. Den drejede hovedet lidt for at se mig fra en anden vinkel. Den var ikke bange. Det var jeg heller ikke. Den rystede lidt på hovedet, gik et skidt frem, bøjede sig frem, men holdt øjenkontakten.

Jeg listede telefonen frem og skød et par billeder, men vidste, at dem i mit hoved betød mere. Til højre, ovre ved søen, opdagede jeg endnu et par giraffer. Den ene var en ung, genert han, der forsøgte at gemme sig bag et træ. Det gik sådan set meget godt for halsen og det meste af kroppen, men de fire kraftige ben stak nedenunder kronen – og hovedet stak ud foroven – for nysgerrig, dét var den jo også. Det var et par bevægende minutter, denne nærkontakt med de mægtige giraffer, inden de lige så stille vandrede videre gennem skoven, og vi fik fart i motorcyklerne igen.Det var et par sjove timer, hvor jeg fik skubbet til egne grænser. Hvor fart i håret og sand i øjnene blev normalen, og hvor vi også fik set både zebraer og bøfler, vandbukke og impalaer. I pausen efter en times tid fik vi skyllet lidt af det røde sand væk med en kold øl, og grinte af vores venner, der var helt stribede i ansigtet af støv og sved. Så jeg også selv sådan ud?

Efter et par timer var solen ved at gå ned, så vi parkerede modstræbende de firehjulede, og blev kørt videre i jeepen til Mpalas egen bush camp. I skumringen så vi på lang afstand faklernes flakkende lys, der sammen med olielamper oplyste området. En håndvask med rindende vand gav mig mulighed for at få vand i hovedet og skylle noget af sandet væk. Jeg fik vasket hænder og arme, og kunne se de sorte rander, jeg efterlod i vasken. Jeg havde da vist alligevel taget en del af Afrikas støv med mig. Bag et par raftehegn var jeg overrasket over at finde et rigtigt skylletoilet. At sidde dér, med udsigt ud over bushen i det svage aftenlys, var nærmest magisk. Kun udsigten til champagne fik mig videre. Og champagne, dét var der, da vi blev budt velkomne. Det meste af Mpalas personale havde taget turen ud i bushen for at give os en oplevelse uden lige, og Estel gik rundt og skænkede i glassene, delte snacks ud og hørte på vores røverhistorier fra quadbike-turen. Bålet var godt i gang, bordet var smukt dækket, snakken gik og efterhånden som mørket blev tættere, fandt vi ro omkring bålet.

Som alle andre måltider på Mpala var også denne aftensmad helt fantastisk. På en rist over gløderne blev lagt store bøffer, de grillede majskolbe var allerede klar, og et par lokale specialiteter stod i smedejernsgryder i gløderne og småkogte. Vi blev budt til bords, vinspanden med isterninger og kold hvidvin stod allerede ved min plads, og inden længe blev der helt stille. Vi var alle sultne efter quadbike-turen, og kastede os som sultne løver over maden. Og a pro pos løver… De var der også – ikke helt tæt på, men vi hørte dem, og da jeg senere skulle en tur forbi toilettet, måtte jeg vente på at rangeren med riffel, som en anden bodyguard, lige tjekkede området.

Elefanterne var tættere på. Jeg hørte dem knapt, men Mpalas personale har så fin-tunede ører, at de ikke går glip af meget. Med en kraftig lommelygte sendte de lige en lyskegle rundt om pladsen, og ganske rigtigt: Måske 100 meter væk var et par elefanter på gennemgang. De kunne sagtens have passeret forbi, uden jeg havde opdaget det, og de var da også fuldstændig ligeglade med os.

Desserten denne fantastiske aften var en marshmallowtærte. Ja, jeg behøver næsten ikke sige, at vi blev mætte, men dessert hører altså med til hver eneste, fantastisk aften på Mpala.

Kulden faldt på denne maj-aften, og vi rykkede nærmere bålet igen, hyggesnakkede og fik skabt nye venskaber, mens vi drak det sidste vin og lod os imponere over stjernehimlen på den sydlige halvkugle.

Trætte og mætte efter en eventyrlig dag med god vin, skøn mad og fantastiske oplevelser, pakkede jeg mig ind i et tæppe, inden vi i den åbne jeep kørte tilbage gennem mørket til vores hjem på Mpala. Endnu en god dag var slut, og mange flere ventede forude.

Helle Rettig