En rejse du aldrig glemmer…

Mpalas Safari Lodges slogan er: ”En rejse du aldrig glemmer”. Det kan ikke være mere rigtigt.

Det er et helt unique ophold, med det skønneste personale, der lige ved, hvordan vi gæster skal forkæles. Og det danske ord ”hygge” er også nået til Mpala, idet der hygges med lanterne, levende lys, smukt dækkede borde og lækker mad over bål i den sorte stjernehimmel med diverse dyrelyde i baggrunden. At sidde på Mpalas terrasse, i Bush camp eller Boma er en fortryllende oplevelse og måske især for os danskere, der sjældent har så skønne aftener i Danmark om sommeren.

Ugens program er spækket med oplevelser og rangerne er fantastiske til at spotte dyrene i bushen omkring Mpala og i Kruger Park. Rangernes viden om dyr, planter, dyrespor og –lorte (ha ha) er enorm. De var sandelig også eminente kokke. På Kruger Park turen, der varede i to dage, jonglerede de med morgenmad, frokost og aftensmad og alt var medbragt i køletasker hjemmefra. Helt fantastisk som de to kunne præstere.

De afrikanske dansere var bare så festlige og dygtige. Desværre havde skolen ferie, da vi var der, så besøg der, var ikke muligt. I stedet fik vi en tur til Palabowa, en flot gestus, og sjovt at se lidt af den by også.

Efter vores ophold var vi på en panoramatur, hvor vi så hvilket smukt land Sydafrika er. Vi overnattede på et større hotel, og der var absolut ikke noget galt med dette hotel. Vi ønskede dog bare, at vi skulle tilbage til Mpala og spise aftensmad for efter en uge der, var der ikke noget, der kunne overgå det.

Vi tænker nu tilbage på en skøn skøn ferie og drømmer os tilbage til Mpala. Den drøm skal nu nok gå i opfyldelse en dag.

De bedste hilsner
Christel & Rudi