Mpala – Vores paradis midt i bushen

Nu ved vi, at paradis findes…..

Igen mærker vi den dejlige varme luft, når døren til det lille fly åbner og vi træder ud til en klar blå himmel og genser Theo, som er blevet vores nære ven. Glæden er kæmpe stor og med et smil, der går fra øre til øre, får vi en kæmpe krammer af ham – endelig er vi tilbage!

Vi drejer af på hovedvejen og kører på grusvejen mod Mpala lodge. Det føles som hver sten og hul byder os velkommen igen, og man bliver da også rystet godt og grundigt sammen med de andre gæster. Det er en god ide at huske selen, hvis du ikke ufrivilligt vil bytte plads med en anden i bilen, når der køres over bump og ned i huller. Langs med vejen står dyrene som de første og hilser dig nysgerrigt velkommen.

Fremme ved lodgen er al personale mønstret og byder os officielt velkommen med store smil og et håndtryk med begge hænder. Det er en rar følelse af ægthed, som kommer lige fra hjertet.

Der er tænkt på alt ned til mindste detalje. Man skal ikke engang bære sine pakkenelliker selv. De bliver bragt hen til vores chalet, hvor  der står velkomst drinks til os  – og så er ellers dit livs ferie fyldt med forkælelse og spændende oplevelser skudt godt i gang.

Kokkens tryllerier med maden er et helt kapitel for sig selv. Et festfyrværkeri af smagsoplevelser. De, der har prøvet at spise på restaurant MASH, vil nikke genkendende til madens kvalitet og dem, der ikke har endnu, har sandelig noget at glæde sig til. Tøjet kan godt stramme en ”anelse”, når man rejser hjem igen.

Bushwalk er en helt særlig og intens oplevelse, som vi er blevet dybt afhængige af. Takket være Theos dygtighed, lykkedes det os ofte at “snige” os helt tæt på nogle af bushens dyr. Især giraffen er vild stor, når man næsten står mellem benene på den. Giraffen hilser høfligt og undrer sig over de små dværge nede på jorden – gud ved, hvad den tænker om os?

Gamedrive i Mpalas eget private område, giver mulighed for virkelig at komme off-road og helt tæt på dyrene. Det er sjovt, når vejen er spærret af de væltede træer, som elefanterne let og elegant kaster rundt med – de skal så lige saves op og flyttes før vi kan bumle videre i det ujævne terræn.  Man mærker virkelig, at man er ude i vildnisset. Her er det naturen, som bestemmer. Det gode er, at vi aldrig er i tvivl om vores sikkerhed. Vi er i de bedste hænder, der overhovedet findes.

Quadbike er en fuldstændig vild og støvet oplevelse. Efter turen, især hvis man har haft briller på, smiler og småfniser alle og med god grund. Vi ligner nogle, der har fået en ansigtsmaske i brune nuancer med bleghvide runde cirkler om øjnene. Selv aberne sidder og nikker anerkendende til os. De er vist i tvivl, om vi er en af dem – bare i en lidt større udgave.

Efter quadbike turen er det ved at være mørkt, og der venter os en meget speciel aften i Mpalas bush camp, hvor kokken er i gang med at forberede aftensmaden til os. Vi vasker ansigtsmaskerne af på det udendørs bad og toilet. Hvor specielt er det ikke lige ? Man kan ikke lade være med at kigge og lytte, om der nu også skulle stå et par lysende øjne derude i mørket og kigge undrende på os – man ved jo aldrig. Kattene her i Afrika er nok ikke lige så kælne som racekatten derhjemme.

Nattehimlen kommer mere og mere til syne og fordi der er mange kilometer til den nærmeste gadelampe, ses den fantastiske mælkevej som et lysende stjernetæppe oven over os. Med stjerneskud, god mad, skøn vin og godt selskab, der bakkes op af korsang fra de hylende sjakaler, kan stemningen ikke blive meget mere romantisk. Det er her Afrika for alvor kravler ind under huden på os.

På aftenens nightdrive tilbage til lodgen er vi også heldige at se nogle af de nataktive dyr og fugle, når Theo finder dem i skæret fra bilens spotlight. Jeg har et par gange spurgt ham, hvor han har købt sine briller, for det er ikke en let sag at spotte dyrene og så i bælgravende mørke.

To-dages-turen til Kryger National Park er på alle måder en kæmpe oplevelse. Det fine her er, at man ved aldrig hvad der dukker op om det næste hjørne. Vi var så heldige at se et løveangreb på en flok bøfler på allerførste parket. De 5 unge hanløver havde endnu ikke særlig stor jagterfaring og måtte til sidst opgive.

På et tidspunkt sneg en af løverne sig op langs bilerne, uhyggelig tæt på i den efterhånden lange  række af biler, og jeg hørte Theo hviske: “Frank – don’t even breathe!” Løven kigger lige ind gennem mit kamera objektiv og ser ud til at tænke: “står den virkelig på dåsemad i aften?”, men den vælger heldigvis at gøre et nyt forsøg på at få den rigtige aftensmad – pyha! – jeg er nu også ved at være blå i hovedet af iltmangel – det tog en evighed for den at vælge dagens menu.

Atter hjemme på lodgen, fortsætter oplevelserne med at stå i kø og som naturfotografer er lodgens område et sandt eldorado af farveprangende fugle, insekter og andre dyr, som vi kan bruge dagevis på at forevige. Det bedste er, at vi bare kan sætte os et eller andet sted og vente, så kommer dyrene – store som små. Her ser man dagens levende avis blive til.

Men eventyret i paradis varer desværre ikke evigt og med et vandfald i øjnene og verdens største klump i halsen, bliver vi nødt til at drage hjemad mod Danmark igen.

Det er så svært at sige farvel – så det gør vi ikke! – for vi må af sted igen. Vi kan simpelthen ikke få nok af Afrika og vores skønne Mpala familie.

Hvordan opsummerer man så Mpala Safari Lodge? Det gør man heller ikke …..man åbner øjnene og tager det hele ind!

De hjerteligste hilsener

Gitte & Frank Yhman