Da Mpala gik i blodet

Da jeg for et par år siden sad i bilen på vej væk fra Mpala, og tænkte tilbage på to skønne ugers ferie, var det primært dyreoplevelserne, der stod klarest på lystavlen. Det var flodhesten, der dagligt dukkede op og tog middagssøvn på en af sandbankerne. Elefanterne, der badede på den anden side af floden. Løven, der befandt sig få meter fra den åbne jeep, da vi var på game drive. Girafferne, der nysgerrigt fulgte med, da vi kørte på ATV. Og så var det den enorme flok zebraer vi oplevede i Kruger. For slet ikke at nævne næsehornene, der poserede foran bilen.

Her et par år senere, er det ikke dyrene, jeg primært husker og savner. Det er først og fremmest følelsen af at komme hjem, når Toyotaen kører ind gennem porten og hele lodgens samlede personale står og venter på at hilse mig velkommen. Når de efter et år stadig husker mig. Det er fornemmelsen af at være en del af Mpala-familien.

Det, jeg husker mest fra mine to ferier på lodgen, er rangernes enorme viden og interesse for dyrene, store og små. Det er deres umiddelbare begejstring, når vi opdager en spændende fugl eller hører en leopards natkald.

Det er de smukt dækkede borde til den udsøgte middag. Og så naturligvis maden. Morgen, middag, aften. Altid lækkert, altid en spændende oplevelse af Sydafrikas lokale køkken, og altid i rigelige mængder. Dertil smilene fra kokken, når man endnu en gang fortæller, at middagen var fantastisk.

Jeg savner at vågne op til en ny og spændende dag, hvor det første jeg gør er, at tjekke hvilke dyr, der i nat satte fodspor nedenfor hytten, og hvilke, der stadig græsser få meter fra mig. Hvor jeg langsomt vågner med en kop kaffe på hyttens terrasse, med udsigt til floden og solens første stråler. Hvor dagens nye oplevelser afhænger af dyrenes adfærd, rangerens årvågenhed og vores egen nysgerrighed.

Mest af alt husker og savner jeg muligheden for i en periode at glemme alt om hverdag og pligter. På Mpala Safari Lodge skabes en ny hverdag med gæster og personale, der knyttes sammen af unikke oplevelser og nye venskaber på tværs af lande og kulturer.

Helle