Kære Mpala Family
Første, anden og tredie gang – og måske en en fjerde 🙂 Hver gang har været kæmpe oplevelser – hver på sin måde, som beskrevet.
Selvom vi fra nærmeste hold havde hørt at Mpala var et meget specielt sted, vidste vi egentlig ikke hvad vi skulle forvente – på den anden side havde vi meget store forventninger! Men da vi under landingen i Hoedspruit Lufthavn så Bavianer og Impalaer løbe langs landingsbanen indså vi, at denne vores første Safarirejse kunne gå hen og blive meget spændende – vi blev ikke skuffet! Inden vi ramte ‘grusvejen’ ind til Lodgen havde vi også set Giraffer, Bøfler og Olifanter – jublen ville ingen ende tage. I løbet af denne uge så vi meget mere end vi havde drømt om – hvis ikke inde i Kruger Parken, så fra vores enormt hyggelige Chalet eller fra solvognen ved Poolen 🙂
En velkomstkomite bestående af hele Mpala familien tog imod os ved ankomsten, og allerede her mærkede vi den specielle stemning der er på Lodgen. Det der i vores øjne gør en uge på Lodgen så fantastisk, er de mennesker der er omkring én. Ord som engagerede, omsorgsfulde, rare, familiære men samtidig diskrete, er meget beskrivende for alle på Lodgen. Alt dette, sammen med den ægte kærlighed og omsorg der udvises for den omfavnende natur gør et ophold med disse mennesker på Lodgen en fantastisk oplevelse. Mpala’s udsagn ‘You come as guests and leave as friends’ er spot-on!
Denne uge blev i øvrigt forlænget med en uge på Zanzibar – super sted med de lækreste strande vi nogen sinde har set. Kan anbefales.
Vores andet besøg varede i 2 uger – hvor vi havde fornøjelsen af 2 forskellige Rangers. To enestående uger og alligevel så meget forskellige – for os handler det ikke om at se flest dyr, det handler også om at få de gode historier, sjove historier, små dyr, sjove dyr, fakta og anekdoter. Og der er ingen tvivl om at Rangerne på Mpala er nøje udvalgte – ikke at de skal være ens, men deres entusiasme og kærlighed for naturen er helt unik. Uanset om det handler om en lille bjerg Elefantlort med indbygget kryb, en march af Matabela Myrer, størrelsen af en Strudshjerne, små eller store fugle som ‘Curry Monster’ eller hvor kompliceret en Løvefamilie faktisk kan være – så bliver detaljerne fortalt på en interessant og til tider morsom måde, og meget mere interessant grundet Rangernes dedikation. Ved dette ophold ændrede vi mottoet til: ‘We came as friends and left with much more’.
Tredie besøg bekræfter alt det ovenstående. Lodgens ansatte skifter jo ganske naturligt som tiden går, men ‘Mpala Family’ ånden består på nøjagtig samme måde som tidligere. Og det kram vi fik ved velkomsten af velkendte skønne venner, satte streg under mottoet: ‘We came as friends and …..’
Også denne gang havde vi nogle fantastiske Game Drives, Kruger tur med Løve-aktivitet og spændene dyriske oplevelser lige uden for Lodgen. I lang tid inden vores ophold havde der ikke været regnvejr og tørken og mangel på mad havde slået rigtig mange dyr ihjel. De mange døde dyr var ubehagelige oplevelser at se, men understreger vel bare at Mpala / Kruger området ikke er en Zoo og at den stærkeste vinder. Men galgenhumoren i bilen levede i bedste velgående og Gaby opfandt et nyt alternativ til Big 5 og Small 5 – nemlig Dead 5!
Brugte mange gode timer sammen med andre dejlige Safari gæster i bilerne, ved poolen og ved de mange lækre måltider, enten i Lodgen eller på verdens dejligste resturant ude i Bushen.
I denne uge havde vi også fornøjelsen i at opleve en meget proff, og entusiastisk fotograf der var kommet for at optage film og billeder til brug for markedsføring. Ret underholdende at se denne udfoldelse med Per Grunert som Instruktør. Resultatet er nu meget flot, som man kan se på hjemmesiden.
Og den sidste aften med afskedsmiddag i den hyggelige Boma sammen med mange af de ansatte er altid en oplevelse og hyle-morsomt. Disse mennesker kan virkelig fortælle anekdoter, afrikanske jokes og historier så tårerne triller.
At være så tæt på de vilde dyr og natur har været en meget anderledes og spændende oplevelse for os, sammenlignet med livet hjemme i Danmark. Her er det farligste dyr vi har en Skovflåt – og det nærmeste vi kommer farlige vilde dyr er hjemme foran TV’et
Vi har set så meget gennem alle ugerne – Big 5 hvis en Leopard i mørket tæller med ? Mangler dog stadig en Gepard – men hundrede vis af flotte fugle, store flokke af Bøfler, Gnuer og Olifanter. Løver meget tæt på, masser af Giraffer, Næsehorn, Flodheste Hyæner og meget meget mere. Største oplevelse har uden tvivl været den sidste GameDrive i Mpala’s baghave hvor flokke af Zebraer, Olifanter, Giraffer, Bøfler, Gnuer, Impalaer, Vortesvin og Bavianer befandt sig på samme sted/samme tid – vildt imponerende og en oplevelse vi aldrig vil glemme.
Mpala Lodge er en Luksus Lodge – uden smoking, ekstravagante tendenser, guldbelagte vandhaner eller anonyme ansatte. Det er et rigtig flot designet Lodge, hyggeligt og afslappet atmosfære helt nede på jorden. Denne atmosfære skabes af de ansatte og med køkkenpersonalets formåenhed for at skabe det ene lækre måltid efter det andet bestående af lokale råvarer og opskrifter, har man en perfekt Coctail. Og man bestemmer selv om man vil være privat i sin egen Chalet og nyde udsigten over Olifants floden eller se favorit TV programmet ‘Bush TV’ sammen med andre gæster fra terrassen ved Main House nydende et glas kølig hvidvin eller G&T. Samme TV Program kan ses fra Pool området!
At se vilde dyr i denne atmosfære er en af de mange grunde til at vi er kommet tilbage igen og igen. Total afslapning og afstresning med fantastiske mennesker i fantastisk natur.
Mange hilsner ‘and BIG hugs’ fra Else and Flemming