Fantastisk ferie

Fantastisk ferie

Vi har modtaget nedestående gæstefortælling, fra Jan Nordentoft som var afsted med familien i starten af 2022.

Vi kom for kort siden hjem fra Sydafrika, hvor vi fra d. 11-04 til 25-04 havde 14 dage på Mpala Safari Lodge.

Oprindeligt var det min søster (Jette) og hendes mand (Henrik) som havde bestilt en ferie til Mpala Lodge, men da min kone (Lotte) og jeg hørte om ferien, blev vi alle enige om at det kunne være hyggeligt, hvis vi 4 rejste til Sydafrika sammen.
Safari er ikke en ferie Lotte og jeg selv ville have tænkt på at bestille, men vi tænkte at det kunne blive hyggeligt sammen med Jette og Henrik, og bestilte derfor ferie sammen med dem.

Efter en lang rejse til Sydafrika blev vi hentet i Hoedspruit af en yderst veloplagt, smilende og imødekommende ranger – Zanelle.
Fremme ved Mpala stod hele personalet og tog varmt og hjerteligt imod os ved parkeringen, da vi hoppede ud af bilen – sikke en modtagelse.

Zane har været vores ranger gennem de 14 dage, og hun har været helt fantastisk. På gamedrive og i Krugers Park får hun øje på alt som bevæger sig, mens hun ivrigt deler ud af hendes store viden om dyrene og naturen på en spændende måde.

  • Vi har været heldige på ferien, og mødt så mange af dyrene på helt tæt hold – ikke mindst pga. jeres dygtige rangers.
  • Vi har været helt tæt på Leoparder 2 gange (kunne have rakt ud og klappet dem fra bilen).
  • Vi har på 10 m. afstand set en hanløve spise en impala og en kudu, som han stjal fra en hunløve.
  • Vi har været omgivet af 50 elefanter, som stod tæt rundt om bilen.
  • Vi har været på bush walk med Zane og Luke, hvor de pludselig hørte en hanløve. Det lykkedes dem at opspore ham, og pludselig stod vi i terrænet kun 50 m. fra løven. Det var en ret vild og grænseoverskridende oplevelse.
  • Til middag i bush camp (en oplevelse som alle jeres gæster bliver helt fortryllet af), nåede vi lige at blive færdige med desserten, da en stor gnaven han elefant pludselig gik gennem området, lige på den modsatte side af baren (Vi kunne høre mindst en elefant mere rive græs op fra det område).

Jeres personale klarede situationen yderst professionelt og roligt, og fik os alle samlet på den modsatte side af baren (modsat elefanterne). Den store elefant fortsatte over til toilettet, fjernede flyderen i sisternen og drak vandet i toilettet, som nu blev ved med at løbe.

Mens elefanten var optaget med at drikke vand, listede Zane og Luke ud og hentede bilerne ind til bålstedet. Vi gæster skyndte os ind i bilerne og blev kørt tilbage til Lodgen.

Alt endte godt i bush camp hvor resten af personalet efter halvanden time fik gennet elefanten væk, ryddet op og slukket lamper og gløder fra bålpladsen.

Dette er blot et meget lille udpluk af de oplevelser vi har haft på ferien.

Men på trods de mange fantastiske oplevelser med dyr og natur vi har haft på ferien, er der en ting som er kommet til at fylde endnu mere, når vi 4 snakker om ferien. Det er personalet og Lodgen.
Ingen af os 4 har nogen sinde før mødt nogle mennesker, som i den grad er krøbet ind i vores hjerter på kun 14 dage.

Estel, Jabi, Zane, Luke, Stasie, Mika, Rodney
Kvinderne som gør rent, ordner værelser og vasker tøj.
Mændene som ordner haven, diverse vedligehold osv.

De gjorde alle ferien til en helt unik oplevelse, og man kunne mærke, at de alle med hjertet ville gøre alt hvad de overhovedet kunne, for at give os den mest fantastiske ferie.

Sammen med jeres personale har vi grinet så tårerne trillede ned af kinderne, og hygget os i en grad som ikke kan beskrives.
Vi kom som gæster, men blev modtaget som familie, hvilket jeg tror er unikt for Mpala Lodge – og en helt speciel oplevelse for os gæster.

I Lodgen er der rent og pænt ud i alle kroge, og haven er top trimmet.

Rodney laver lækker mad som smager skønt og bliver anrettet, så det også ser virkelig indbydende ud.
Mika hjælper til i køkkenet, dækker flot op, serverer og rydder af. Hun er er sød og charmerende og står med et stort genert smil, når hun trommer til spisning.

Zane, Luke, Jabi og Stasie er fantastisk dygtige rangers og passionen lyser ud af dem. Selv om vi f.eks. var på vej tilbage til Mpala efter en køretur, drejede de af og jagtede endnu en oplevelse, hvis de pludselig hørte noget over radioen – det var super fedt, og jo ikke noget de egentlig behøvede at gøre.

Estel og Stasie har et øje på hver en finger. Når vi kom tilbage efter gamedrive eller andet, kom de os altid i møde og spurgte ind til turen, og hvad vi havde oplevet på den.
Det er også som om de begge læser vores tanker, for lige meget hvad vi har på hjertet, ordner de tingene nærmest inden vi når at spørge om dem.

Måske lyder alt det jeg her har skrevet, lidt for meget som engle og violiner, men det er det ikke.

Helle og Per, I har verdens mest fantastiske personale, en flok skønne mennesker som det var rigtig svært at sige farvel til, da vi skulle rejse hjem.
Vil I ikke give dem alle et kæmpe kram fra Jette, Henrik, Lotte og Jan, med stor tak for en vidunderlig ferie.

Også en stor tak til jer, for det skønne sted I lavet og for den måde I har valgt at det skal drives på.

Findes paradiset, så tror jeg vi har været der for snart et par uger siden.

Mange hilsner
Jan Nordentoft