Endelig kom dagen!

Min kæreste Kaspers forældre havde flere gange tidligere besøgt Mpala, og hver gang haft en uforglemmelig rejse. De havde et ønske om at tage af sted igen, og denne gang blev vi spurgt, om vi ville med ned og møde Estelle, Etienne, Theo og resten af holdet. Kasper og jeg gik nu i gang med at sparer, så vi kunne komme på vores drømmeferie sammen.

Endelig kom dagen vi skulle afsted på 16 dages ophold på Mpala. Efter 3. flyskift landende vi i Palaborwa. Her ventede os en køretur på en lille times tid, hvor den sidste halve time foregik gennem ujævnt terræn, og her blev vi mødt af de første mpalaer, giraffer, kuduer og elefanter.  Efter et sidste venstre sving, kørte vi endelig ind på Mpala safari lodge. I indkørslen bliver vi mødt med åbne arme af Estelle, og et dejlig varmt håndtryk af resten af Mpala familien. Stedet oser langt væk af hjertevarme.

Allerede første dag tog vores ranger Luke os med på bushwalk. Her så vi en masse dyrespor, termitbo og en masse afføring. Må indrømme at jeg aldrig havde troet, at vores livs første bushwalk, skulle handle så meget om afføring. Efter en meget lærerig tur med Luke, havde vi et par timer til lige at pakke ud og hoppe i et længe ventet bad, inden vi skulle mødes på terrassen ved hovedhuset. Her ventede os en lækker forfriskende Gin og tonic, som vi kunne nyde imens der blev optrådt med stammedans.

Efter en lang dag med transport og nye indtryk, smuttede vi tidligt i seng, hvor snakken faldt på, at vi havde taget den bedste beslutning, ved at holde vores ferie på Mpala.

Tidligt næste morgen ringede telefonen. Det var Luke der vækkede os, og sagde: ”godmorgen, vi ses om en halv time”. Hurtigt fik vi pakket en lille taske med lidt tøj, solcreme, kamera og diverse småting.

Vi havde længe set frem til denne dag, som skulle starte med et besøg på en landsbyskole og derefter en børnehave, som var ved at blive opført, men allerede var taget i brug. Skolen var velfungerende og havde rigtig fine forhold. Det var en helt speciel oplevelse, hvor vi tydeligt kunne mærke og se hvor glade børnene er, og hvor meget de sætter pris på at gå i skole og børnehave. Dette satte virkelig tankerne i gang, omkring hvor privilegeret vi er herhjemme, hvor vi tager det som en selvfølge at gå i børnehave, folkeskole m.m.

Luke tog os med på en masse spændende udflugter både tæt på lodgen og langt derfra. Vi var bl.a. så heldige at møde flodhesten Jessica. Det var en fantastisk oplevelse at få lov til at røre, fodre og kysse en vild, men utrolig venlig kæmpe, på næsten 2 ton og med lange hår på mulen.

En af de oplevelser som Kaspers forældre havde omtalt meget positivt, var en tur på quad bikes. Her fik vi muligheden for at køre på Etiennes firhjulede motorcykler, gennem den vilde afrikanske natur, hvor vi kunne komme helt tæt på dyrene. Helt tæt, må man da også sige at vi kom, da det mest spændende, flotte og samtidig en smule skræmmende møde med en elefant opstod. Pludselig midt i bushen, kom en elefant frem fra buskadset, kun 5 meter fra os. En oplevelse som vil stå printet på nethinden for altid. Efter denne flotte, varme og meget støvede tur, kørte vi tilbage til lodgen, for at gøre os klar til første møde med lodgens Bush Camp. På bush campen blev vi mødt af Stacey (the secretarybird), og køkkenpersonalet, som havde dækket et flot bord og disket op med majsgræs og et par kæmpe bøffer på bål. Hvis noget knasede mellem tænderne, var det ikke maden, men bare et par proteinrige insekter som havde fundet sig vej op på tallerkenen. Med fyldte maver, kørte vi på night drive tilbage til lodgen.

Meget tidligt næste morgen, gik turen til Krüger. Krüger bød på uforglemmelige dyreoplevelser og endda også et enormt vejrskifte. Vi startede ud med at have 44 grader den ene dag, så vores hvide nordiske kinder, skulle jeg hilse at sige, fik en flot rødlig farve. Om natten fik vi buldrende tordenvejr og dagen derpå bød på 17 grader og kold blæst. Selv Luke var ikke forberedt på så drastisk et skifte i vejret, så mens vi andre var pakket ind i flere lag tøj, gik Luke rundt i sine shorts og kortærmede skjorte.

På panoramaruten kom vi b.la. forbi Potholes, vandfald og en silkefabrik. Inde på silkefabrikken sang og dansede personalet alt imens de arbejdede. Den afrikanske kultur med sang og dans, som vi oplevede flere steder på vores rejse, bringer simpelthen så meget glæde med sig.

Vi var desuden så heldige at få muligheden for at se solopgangen fra en luftballon. Ikke nok med at det var vores første luftballontur, så fik Luke mulighed for at få samme flotte oplevelse. Det var så smuk at stå i kurven sammen med sit livs store kærlighed og med den mest fantastiske udsigt. Behøver jeg at sige, at der blev knebet en lille tårer? Hvis ikke det er livsbekræftende, ja så ved jeg snart ikke hvad det er.

Når tiden var til det, lå vi ved poolen og nød vejret samt det vilde dyreliv som hersker på Mpala. De frække bavianer hoppede rundt i træerne lige ovenover os, Go-away birds kom flyvende forbi. Mpalaer, bushbuks og andre vilde dyr hyggede sig i vandkanten på den anden side af floden.

De smukke rengøringsdamer sørger for at hytten holdes ren, tøjet vaskes og sengen redes. Kokkene på lodgen laver hver dag fantastisk lækker mad. Specielt kudulasagnen var intet mindre end udsøgt. Lasagne vil aldrig blive det samme igen, efter at have smagt kudolasagne. Irene sørgede hver aften for at spørge om vi havde brug for medicin (gin & tonic), og selvfølgelig havde vi det. Personalet er ikke bare personale, men derimod ender man med at blive en lille familie, som man griner med, kan få en masse lange samtaler med, og lære en hel masse af.

Tak for jeres gæstfrihed og jeres dejlige selskab. Vi håber på at se jer alle igen snarest.