fbpx
BLOG FRA MPALA
Følg hverdagen på lodgen
En hilsen fra farmor på safaritur

syd

Kære Ingvild og Sindre.

At vågne op til løvebrøl eller se og høre elefanterne, når de går ned til floden om aftenen for at spise og bade er dagligdags oplevelser her i Sydafrika. Hov – nu får jeg besøg af en abe her på terrassen! I går løb en bavian gennem The Mainhouse (hvor vi bl.a. spiser) med et æble i munden. Irene (en indfødt medarbejder) og jeg stod lige ved døren. Hvor blev vi overrasket, men hvor kom vi også til at grine! I går, da vi spiste morgenmad, gik en flodhest over floden, som vi bor ned til. Her sker en masse spændende ting, som jeg ville ønske, I også kunne se. I stedet får I en lille beretning om nogle af mine oplevelser, som I kan gemme i jeres mapper, til I bliver lidt større. Måske vil far og mor læse lidt for jer allerede nu?

For to uger siden fløj jeg til lufthavnen i Hoedspruit i Sydafrika via lufthavnene i Paris og Johannesburg. Hele rejsen gik så fint, og i Hoedspruit blev jeg hentet af Theo – en af rangerne fra Lodgen. Efter en times kørsel kom vi frem til Lodgen, som ligger direkte til Olifant River (Elefantfloden). De sidste 40 min. kørte vi gennem savannen, og allerede her så jeg de første dyr: impalaer, bavianer, perlehøns, elefanter mv.

Ved ankomsten fik jeg en fantastisk modtagelse. Hele personalet stod på en række for at tage imod og byde mig velkommen. Lodgen har konstant en ung dansker, som hjælper til bl.a. som tolk, serverer og andre praktiske opgaver. Julie er den danske assistent, og vi har det rigtig hyggeligt sammen. I sidste uge var jeg den eneste gæst – i mandags kom et ægtepar, så nu er vi tre gæster. Her er plads til i alt 12 gæster, men selv da jeg var eneste gæst, blev hele programmet gennemført som planlagt.
To gange har jeg været på ”game drive” i savannen, hvor jeg kørte alene på en firhjulet motorcykel (en mega udgave af min el-scooter) forbi giraffer, elefanter og mange andre spændende dyr. I sidste uge kørte vi 23 km. – i tirsdags kørte vi 30 km. Turene klarede jeg i fin stil, og jeg tror også, at både Theo og Julie var imponeret over mig! I kan tro, det var sjovt og mærkeligt at køre så tæt på dyrene. Jeg var ikke på noget tidspunkt bange, for jeg vidste at sikkerhed var i top. Theo kørte bagved i en jeep og var parat til at hjælpe, hvis der skulle opstå en farlig situation. Vejene var meget ujævne, så mange steder skulle jeg holde tungen lige i munden. Efter disse lange og skønne ture, endte vi en bush camp, som Lodgen selv har opført: en stor grillplads med toilet og håndvask med rindende vand – tænk rindende vand midt ude i savannen! Stjernehimlen var så skøn, hvor vi bl.a. kunne se ”Sydkorset” – et stjernetegn, som vi ikke kan se hverken her i Danmark eller hos Jer i Norge – kun på den sydlige halvkugle.
I sidste uge havde vi besøg af en Sotho-stamme, som sang og dansede for os i deres originale festdragter. De havde den sødeste lille pige på ca. 2 år med – hvor var hun sød. Jeg tænkte meget på jer. I et center for truede dyr, hvor man bl.a. opdrætter geparder, fik vi alle lov til at klappe en gepard. Heldigvis var den tøjret og dyrepasseren passede godt på både den og os, så vi blev ikke bidt!

Turens højdepunkter var de to gange to dage, hvor vi kørte rundt i Krugers nationalpark – et område på størrelse med Jylland. Gnuerne gik i en lang række ned til floden for at drikke og hjem i samme rækkefølge – ligesom en skoleklasse. Flodhestene lå ved bredden og solede sig, mens impalaerne legede rundt omkring. Elefanterne stod på vejen lige foran bilen, og girafferne kikkede nysgerrigt på os. Havde jeg en 10 m. lang arm kunne jeg klø elefanterne bage ørerne, eller hvis jeg var god til stangspring, kunne jeg springe op på ryggen af girafferne. En løve lå i vejkanten, men dens ene pote var dårlig, så selv jeg kunne næsten løbe fra den.
400-500 bøfler gik på sletten i nærheden, men det mest spændende var at to leoparder havde hængt aftensmaden op i et træ. De havde dræbt en impala og slæbt den op i træet, så andre dyr ikke kunne få fat i den. Leoparderne lå ved foden af træet og passede på. Vi skulle nok blive inde i bilen!

På begge ture overnattede vi i en camp i Kruger. På den første tur var aberne meget nærgående. Mens Julie sad ved sit hus, løb en abe ind i huset, så hun måtte jage den ud. Julie og Theo var på rottejagt i mit hus! Vi fik ikke fanget den, så rotten har måske sovet under min seng.

Elefanterne vandrer lige igennem savannen og træder en masse mindre træer ned. Flere gange måtte Theo og Julie ud af bilen for at save grenene over, så vi kunne køre videre. Imens holdt jeg øje med at der ikke kom nogen løver eller leoparder!
Men der har været mange andre oplevelser end turene til Kruger. Lodgen og dens gæster sponsorer en del til en landsbyskole med sorte børn fra 6- 12 år samt en børnehave. I onsdags besøgte vi skolen. Lodgen har bl.a. betalt opførelsen af nye klasseværelser, og mange af os gæster har givet en skoleuniform til børnene. Børnene var utrolig søde. De skulle alle hen og røre mig, og jeg tænkte, at sådan må dronningen have det, når hun er på besøg rundt omkring. De var meget interesserede i kørestolen og ustandselig stod der 20-30 små sorte børn omkring mig og skulle røre mig, give ”hight – five” mv. Da nogle børn fra børnehaven sang for os, krøb en lille sort pige op på mit skød – sådan sad vi i fem – ti min. mens de andre børn optrådte. Skønt!

I mange, mange år har der været meget stor forskelsbehandling på folk, der er født sorte og folk, der er født hvide (apartheid). De sorte børn måtte ikke gå i skole med de hvide børn, – de måtte ikke køre i samme bus, handle i samme forretninger mv., men heldigvis har dette ændret sig i de sidste ca. 30 år. Alligevel var der kun sorte børn på ”vores” skole, for deres forældre er så fattige, så de har ikke råd til at betale skolepenge, hvilket de fleste hvide forældre har. Mange af børnenes forældre er døde bl.a. af Aids, så de bor hos bedsteforældrene. Mange mennesker i Sydafrika er også så fattige, at de ikke har råd til at bygge et ”rigtigt” hus, men bor i nogle små blikskure. Men alligevel virkede disse børn så utrolig glade og taknemmelige. Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på jeres børnehave, hvor der ud over mange norske børn jo også er børn, som bl.a. kommer fra Syrien og Afghanistan. Jeres far og mor har penge til at købe tøj, mad, bøger mv. til jer – endda rejse på ferie, hvilket næppe nogle af børnene fra skolen har været på. Jeg blev så taknemmelig over de gode forhold, vi har hjemme. Det må vi engang imellem tænke på.

I ved jo godt, at jeg desværre går meget dårligt, men det er ikke noget problem. I alle lufthavnene fik jeg hjælp til at komme fra det ene fly til det næste. Her bliver jeg kørt overalt – enten i bil eller i kørestolen. Hvis de kunne køre mig helt ind i min hytte, ville de gøre det! Selv børnene i skolen ville hjælpe! I går fik Theo og Julie et ”Kørekort til kørestol”, som jeg havde lavet til dem. Det fortjente de virkeligt!

Gennem årene har jeg haft et utal af gode sommeroplevelser. Da far og tante var børn var vi ofte på telttur bl.a. til Skagen, Sønderjylland eller i oldemors sommerhus på Stevns. For to år siden, da I var fire og et år havde vi jo en skøn uge sammen i et sommerhus ved Vesterhavet. Jeg har jo også været med far og tante både på Grønland og Færøerne, men jeg tror alligevel, at denne ferie er noget af det bedste af alle – eller den mest specielle og tankevækkende: Jeg har set en masse spændende dyr under deres naturlige forhold, nydt ”friheden” ved at køre på motorcyklerne, men mest af alt: set de utrolige søde og taknemmelige små børn i skolen, og de meget fattige forhold, de lever under. Hvor har vi det godt både i Danmark og i Norge. Det skal vi huske at sætte pris på.

Jeg tror også, jeg får en ekstra ”gave” med hjem: Jeg kunne klare at rejse til Sydafrika helt alene, deltage i alle turene og få denne uforglemmelige oplevelse trods min kørestol? Jeg er sikker på, at turen har givet mig en masse ny energi og gå på mod – man kan meget, hvis man har modet til det, og man har planlagt så meget som muligt på forhånd. Jeg er dybt taknemmelig over det lykkedes, og nu glæder jeg mig til komme hjem og til at fortælle Jer om turen og vise en masse billeder, når vi ses i sommerhuset til juli?

Kærlig hilsen
farmor