Den nye flodbred
Den 15. januar 2013
I januar 2012 oplevede området den største regnmængde nogensinde i de 60-70 år, man har målt. 170 mm regn blev der målt i Phalaborwa i løbet af et døgn. Det gav oversvømmelser over dele af Kruger national Park, i Hoedspruit og i flere andre områder omkring Mpala.
Olifants River steg 5-6 m, så der var vand ca 1 m over poolen og halvt op af Main House’s fundament.
Da vandet faldt nogle dage siden trak det en del af vores flodbred med, så dansernes plads forsvandt sammen med de 2 store træer på hver side af udsigten fra verandaen. Det gav en herlig udsigt til flodbredden på modsatte side. Men vi frygtede, at næste periode med regn og højvande i floden, ville tage endnu mere med. Så noget måtte gøres.
I august genopbyggede og forstærkede vi flodbredden. Den har nu en lidt lavere hældning. Vi afsluttede med at så en græstype med meget stærke rødder for at holde på det øverste lag af dækkende muld. Resultatet er blevet ganske flot. I det seneste større regnskyl svulmede floden op. Vi krydsede fingre og alt, hvad vi ellers kunne krydse… Den holdt og er stadig smuk.