Brev fra en farmor

Kære Ingvild og Sindre

Kan I huske, at jeg skrev til jer, da jeg var på Mpala i Sydafrika i foråret 2015. Nu har jeg igen været på Mpala, hvorfor I naturligvis også skal have en hilsen denne gang. Nu er I jo blevet 8 og 5 år.

Det er mandag d. 13 november 2017. Vi er på vej gennem Bushen til lodgen ved Port A. Theo ringer til Lodgen og fortæller, hvor vi er. Flere gange er der kodesprog mellem Theo og Lodgen, og endelig når vi frem. Denne gang ved jeg, hvad der venter mig, men endnu skønnere end sidst. Hele personalet står på en lang række for at tage imod. “Velkommen – hvor er det dejligt at se dig igen” med store knus. Kan man få en skønnere velkomst? Det skulle da lige være, at jeg også nåede et knus fra ejerne Per og Helle i lufthavnen i Hoedspruit, idet de var på vej hjem efter en uges ophold. Og ikke at forglemme Theo, som hentede mig. Theo, som var ranger da jeg var på Mpala sidst. Jeg kom i sandhed ned til gamle venner. Det var en lige så dejlig velkomst, som når jeg besøger jer i Trondheim, og I kommer løbende ud til bilen og råber “Hej farmor”.

Når vi spiser, skal vi naturligvis holde “bordskik”, men det kan være svært, når personalet kommer løbende og fortæller at der står fire løver 50 m fra huset. Alle iler gennem huset til vinduerne på den anden side. Staycey redder sin hund, som løber rundt uden for, og alle døre bliver lukket. Ganske rigtigt. I mørket kan vi skimte en hunløve med tre store unger. Rangerne får dem gennet væk med deres jeep og en stor lyskaster. Måske går løverne over til nabo-lodgen for at se, om de kan finde noget bedre at spise!

Heller ikke om morgenen kan vi holde bordskik! Pludselig ser vi en krokodille svømme fra den anden side af floden direkte over til os, og lægger sig på en sandbanke – en anden morgen kommer to elefanter ned til floden for at drikke, og vandrer langs bredden, til vi ikke længere kan se dem. Jeg er sikker på, at personalet er vant til, at vi engang imellem lader mad være mad

To gange var vi i to dage i en meget stor nationalpark – Kruger – hvor en masse dyr lever vildt: elefanter, giraffer, løver, leoparder, geparder, flodheste, næstehorn, bøfler, gnuer, impalaer og mange flere. Vi så rigtig mange af disse dyr. I har set dem i Zoologisk Have, men her så vi dem leve vildt. Kruger er på størrelse med Jylland, så det er et kæmpe stort område. Vi mødte bl.a. en leopard, som gik langs bilerne, så vi kunne næsten klappe den. Det så ud som om den tænkte “hvilken bil skal jeg vælge”? Men der var ingen biler af mærket “Jaguar”, så den blev nok lidt sur, og luntede stille og roligt sin vej. Vi kom bl.a. også forbi en gruppe med 16 løver, som lå og slikkede solskin – de var så flotte!

Har I nogensinde mødt en mand med fire øjne??? Det har jeg – eller man skulle tro det! Theo ved alt om de dyr, vi møder. Han kan næsten se på en gren, om det er en elefant eller en leopard, som har trådt på den; han kender i hundredvis af fugle og deres stemmer, træerne, blomsterne mv. Samtidig med, at han er en rigtig god chauffør, ser han alt! Pludselig stopper han op, peger på et træ og siger “Kan I se slangen”? Alle stirrer, Theo peger og peger, men nej. Ingen kan se den – først da vi tager billeder af træet, kan vi på fotografiet se slangen. Senere, igen stander vi. Hvad nu? Her er et firben ved at komme ud af barken på et træ. Jo – rigtigt. Et meget lille blåt dyr sidder gemt på træet! Ja, Theo må have fire øjne: To til at holde øje med vejen,- to til at holde øje med dyrene!

Lige som sidst var vi på besøg i en landsbyskole med mange hundrede elever. De har alle skoleuniformere på, som mange gæster fra Mpala har foræret dem. Mange af deres forældre er døde af AIDS og bor f.eks. hos bedsteforældrene. På skolen er der kun sorte børn. Tidligere måtte hvide og sorte børn ikke gå i samme skole. Det må de gerne i dag, men familierne til de sorte børn har ikke råd til at betale for at de kan gå på en privat skole, hvor de fleste hvide børn går. Sådan er det heldigvis ikke på Ingvilds skole. Her er også rigtig mange børn i hver klasse, så mange, at de fleste sidder på gulvet. Men børnene virkede meget glade, vinkede og kom ud til os – midt i timen.

Fra skolen kørte vi videre til en meget fattig børnehave. Den består af to rum,- nærmest skure- og det regnede gennem taget. Jeg havde på forhånd fået at vide, at børnehaven var meget fattig, og de ønskede sig mange ting. I Nødebo har vi en lokal facebook – gruppe, hvor jeg efterlyste farver, malebøger, papir mv. Jeg fik ca. 300 farveblyanter, blokke, farver mv. Fra det lokale bibliotek fik jeg nogle billedbøger (bl.a. en fin bog om en gorilla) og desuden medbragte jeg et verdenskort, så børnene kan se, hvor Danmark ligger. I kan tro, de blev glade for disse gaver. Tænk, nu kunne børnene få hver deres farveblyant! I har sikkert masser af farveblyanter? Har det regnet gennem taget i Sindres børnehave? Jeg har også set, at I har en mængde legetøj. Hvor er I heldige, at I bor i Norge, hvor alle kan komme i skole, få en stol at sidde på og med masser af bøger og legetøj! Mpala støtter både skolen og børnehaven, så de kan få nogle bedre forhold.

Jeg kunne blive ved med at fortælle om alle mine oplevelser, men dem må I høre om næste gang vi ses. Men én ting har jeg glemt. Jeg kan jo næsten ikke gå og “går” mest med min elektriske kørestol. Denne kunne jeg ikke få med, så jeg havde min manuelle kørestol med, men den kan jeg ikke selv køre. Intet problem! Så snart Staycey eller Julian (den danske assistent) så mig forlade min hytte, kom de løbende med kørestolen. Så blev jeg kørt over til “The Mainhouse”, hvor vi spiste. Alle var fantastisk hjælpsomme. På udflugterne blev jeg også kørt overalt, så jeg kunne deltage på lige fod med alle de andre gæster. Hvor finder man en sådan hjælpsomhed? I den ene uge var der en dame med på 91 år, så det betyder ikke noget, at man sidder i kørestol eller har en høj alder. Alle er velkomne på Mpala.

Netop fordi jeg sidder i kørestol, var de ture, hvor vi kørte ude i bushen på en ATV – en firhjulet motorcykel – så skønne. Her drønede vi 25-30 km. ud af stierne, og hvis jeg ikke lige skulle holde øje med vejen, kunne vi se giraffer, zebraer, aber mv. Det var næsten som når I sidder på min el-scooter sammen med mig, og vi kører gennem Grib skov!

Da jeg forlod Mpala for at rejse hjem, var der igen stor afsked med masser af knus. “Hvornår kommer du igen” osv. ligesom, når jeg rejser hjem fra jer.

Inden jeg skulle med flyveren fra Johannesburg var der tid til en biltur til Soweto. I Soweto bor mellem 3 og 5 millioner mennesker. Når man ikke kender antallet, skyldes det, at der er så mange fattige, som bor i små blikskure uden lys og varme. Det er så trist at se, men man bliver også så taknemmelig over, hvor godt vi har det både i Danmark og Norge. I begyndelsen af turen tordnede og lynede det en del, men pludselig kom regnen. På under fem minutter stod vejene under vand,- bilerne sad fast, folk hoppede ud af dem, og måtte gå i vand til knæene. Heldigvis havde vi en dygtig chauffør, så vi kom godt igennem regnen. Og så tænkte jeg igen på de mange millioner mennesker, som bor i de små blikskure. Og det vi kalder et skybrud her i Danmark, er blot en regnbyge i Sydafrika.

Vi kom også fordi Mandelas hus. Nelson Mandela kæmpede for at alle sorte skulle have samme rettigheder som hvide mennesker: f.eks. i skolerne, i busserne, sygehusene og på arbejdspladserne (apartheid). Han sad i fængsel i 27 år, men da han kom ud blev han præsident, og det lykkedes næsten for ham, at skabe ligestilling mellem de sorte og de hvide. Han er blevet en af de mest berømte mænd i hele verden.

Nu kunne jeg rejse hjem efter 16 fantastiske dage. Det eneste minus ved turen var, at I ikke var med! Men vi har jo lov til at drømme!
Kærlig hilsen
farmor