Kære Helle og Per Grunert
Vi er netop kommet hjem fra en vidunderlig safarirejse til jeres pragtfulde Mpala Lodge.
Lodgen er meget smukt anlagt i et fantastisk område med udsigt over Olifant River. Vi boede i chatlet nr. 5 som var både hyggeligt og praktisk indrettet, samt dejligt nært beliggende ved både main-house og pool. Det sidste var vigtigt for os, som er 80+ år.
Personalet var alle utrolig hjælpsomme overfor os gamle. Alle er velkvalificerede og kompetente, selv jeres sidste nye unge vikar, Christine var et dejligt bekendtskab. Jessica er effektiv og hjælpsom, hun sørgede for, at holde os orienteret om alle aktiviteterne, som hun fik afviklet perfekt.
Køkkenchefen Sissie sørgede for, at vi hver dag fik pragtfuld mad. Vi rejste alle hjem med flere kilo end vi kom! Peter sørgede for, at vi aldrig løb tør for drikkevarer.
Holdet af ”usynligt” personale sørgede for, at alt både ude og inde var i tip top stand. Stor ros til dem.
De lokale dansere samt besøget på Djibouti skolen gav os en særlig og positiv oplevelse. Børnene var bedårende.
Vores fysik tillod os ikke, at deltage i bush- walk. Til gængæld nød vi de mange game drives, både dem i de tidlige morgentimer og dem ved solnedgangstid, som gav os uforglemmelige naturoplevelser i de spændende safari biler, man følte man kunne røre ved dyrene. Det var næsten der man fik de største naturoplevelser.
Mette var helt vild med at køre på en af de firehjulstrukne motorcykler. Ejeren af motorcyklerne sagde, at han aldrig før havde set en gammel dame på over firs nyde det så meget.
Da vi var der i to uger, kom vi to gange ind i Kruger Park, hvor vi havde store oplevelser. Det kan vi ikke mindst takke de to dygtige rangeres Theo og Clayton for, med deres uovertrufne viden om dyr, planter og øvrige natur. Derudover var de excellente chauffører, dygtige og effektive kokke, som samtidig var omsorgsfulde, søde og behagelige. Dem kom vi til at holde meget af. Vi nød, at spise den veltillavede mad ude i naturen med dug på bordet, i stearinlys skær om aftenen. Ideen med ”sølv” tallerkener og glas fortjener meget ros. Vi følte os så forkælede.
Antallet af tilbudte ekstra udflugter var passende. Vi var glade for dem vi deltog i.
Det smukke hovedhus dannede en flot ramme med plads til hygge og samvær. Måltiderne på den store terrasse var hyggelige, selvom de ofte blev afbrudt, når en af gæsterne, på den anden side af floden, opdagede en elefant, en giraf, en særlig fugl, ”huskrokodillen” eller endda to cheetaher. Bormaen gav husly til dejlige aftener med lækre måltider.
Om morgenen, da vi skulle af sted på anden udflugt ind i Kruger Park, mærkede vi personalets effektivitet og omsorg. Mette faldt over et trappetrin på vej op til parkeringspladsen, Theo, Clayton og Jessica var straks på pletten og fik hjulpet hende. Mette havde desværre pådraget sig to dybe sår i ansigtet. Set med vores baggrund som henholdsvis tidligere overlæge og tidligere oversygeplejerske vil vi meget rose deres kunnen som ”paramedics”. De gjorde lige de helt rigtige ting, og var en stor hjælp.
Jessica og Christine kørte os i Claytons bil til hospitalet i Palaborwa. Efter behandling der med røntgen og syning af sårene, ydede Jessica os den ekstraordinære service at køre os ind i parken, hvor vi mødtes med de øvrige gæster. Stor var vores glæde over ikke at gå glip af turen, den havde vi ellers troet vi måtte undvære.
Som I kan læse har vi haft en pragtfuld tid på Mpala Lodge. Vi vil bede jer om at hilse det enestående og søde personale mange gange fra os. Hvis vi var lidt yngre ville vi garanteret være kommet tilbage. Vi vil anbefale et ophold dernede til vores vennekreds og familie.
Mange venlige hilsener
Jørgen og Mette Falck Larsen