Kruger National Park i 2 dage med overnatning

Kruger National Park er på størrelse med hele Jylland og har et enestående dyre- og fugleliv, der gør naturreservatet berømt for safari hele verden over.

I Kruger National Park kan du se alle de fascinerende dyr i deres naturlige omgivelser. Dyrene er slet ikke bange for bilen, så man må ofte stoppe op for at lade elefanter, giraffer eller måske endda en gruppe løver passere vejen lige foran.
Undervejs holder vi pauser og forsyner os med retterne fra de bugnende picnickurve, som kokken har pakket til os hjemmefra.

Som noget helt specielt gennemfører vi turen til Kruger National Park som en 2-dages tur, hvor vi overnatter i en af Kruger parkens udmærkede camps. Hvert par får sin egen hytte med privat bad/toilet.

Hvis man rigtig vil opleve Kruger Nationel Park og det fascinerende afrikanske dyreliv, får man ikke tilstrækkeligt ud af det på de normale éndags ture, som de fleste andre lodges gennemfører. Naturen er lunefuld og det ville da være ærgerligt, hvis den eneste dag i Kruger skulle blive en ringe dag.

 

For at sikre mindeværdige oplevelser gennemfører Mpala Safari Lodge derfor udflugten til Kruger som en 2-dages tur. Som en ekstra gevinst medfører dette også, at man får bedre mulighed for safari oplevelser i aften- og morgentimerne, som de normale éndagsture ikke kan give.

Rovdyrene løve og leopard er primært aktive i natte- og morgentimerne og er derfor sjældne at se i dagtimerne. Det er også en stor fordel, at turen gennemføres i et meget roligere tempo, fordi vi ikke behøver at køre så langt, for at nå det hele på én dag. Når vi finder noget spændende at se, kan vi give os god tid til at nyde oplevelsen.

Kruger National Park forlades midt på dag 2, i god til til at nå hjem til Mpala Safari Lodge og evt. en svalende dukkert i swimmingpoolen.