Safaritur til Mpala i kørestol.
”Kan du selv klare flyrejsen, skal vi nok sørge for resten”
Sådan lød ordene, da jeg tilfældigvis mødte Per ved en Forårsmesse i april 2014 i Hillerød. Jeg havde længe drømt om en tur til Sydafrika, men da jeg i de sidste par år er blevet delvis kørestolsbruger, havde jeg slået dette ønske ud af hovedet.
Nu så jeg muligheden, og da både læger og forsikringer gav grønt lys, kunne jeg bestille rejsen.
”At vågne op til løvebrøl eller se og høre elefanterne, når de går ned til floden om aftenen for at spise og bade er dagligdags oplevelser her i Sydafrika. Hov – nu får jeg besøg af en abe her på terrassen! I går løb en bavian gennem The Mainhouse med et æble i munden. Irene (en medarbejder) og jeg stod lige ved døren. Hvor blev vi overrasket, men hvor kom vi også til at grine! I går, da vi spiste morgenmad, travede en flodhest tværs over floden, som vi bor ned til”. Dette var indledningen til et brev, jeg sendte til mine børnebørn i forbindelse med rejsen til Mpala i maj /juni 2015.
Ved ankomsten fik jeg en fantastisk modtagelse. Hele personalet stod på en række for at tage imod og byde mig velkommen. I den første uge var jeg den eneste gæst – i den anden uge var vi tre gæster, men selv da jeg var eneste gæst, blev hele programmet gennemført som planlagt.
To gange var jeg på ”game drive” i bushen, hvor jeg kørte alene på en ATV forbi giraffer, impalaer og mange andre spændende dyr. Turene på henholdsvis 23 og 30 km klarede jeg i fin stil, Da jeg er vant til at køre på en el-scooter, var jeg ikke på noget tidspunkt bange, for jeg vidste at sikkerhed var i top. Theo (ranger) kørte bagved i en jeep og var parat til at hjælpe, hvis der skulle opstå en farlig situation. Vejene var meget ujævne, så mange steder skulle jeg holde tungen lige i munden.
Det var en så skøn fornemmelse at kunne køre på lige fod med de andre – her følte jeg mig ikke ”handicappet”. Efter disse lange og skønne ture, endte vi i Lodgens bush camp: en stor grillplads med toilet og håndvask med rindende vand – tænk rindende vand midt ude i bushen! Stjernehimlen var så skøn, hvor vi bl.a. kunne se ”Sydkorset” – et stjernetegn, som vi ikke kan se her i Danmark – men kun på den sydlige halvkugle.
Et af turens højdepunkter var de to gange to dage, hvor vi kørte rundt i Krugers nationalpark – et område på størrelse med Jylland. Gnuerne gik i en lang række ned til floden for at drikke og gik hjem i samme rækkefølge – ligesom en skoleklasse. Flodhestene lå ved bredden og solede sig, mens impalaerne legede rundt omkring. Elefanterne stod på vejen lige foran bilen, og girafferne kikkede nysgerrigt på os. Havde jeg en 10 m. lang arm kunne jeg klø elefanterne bage ørerne, eller hvis jeg var god til stangspring, kunne jeg springe op på ryggen af girafferne. En løve lå i vejkanten, men dens ene pote var dårlig, så den kunne næsten ikke bevæge sig.
400-500 bøfler gik på sletten i nærheden, men det mest spændende, var de to leoparder, som havde hængt aftensmaden op i et træ. De havde dræbt en impala og slæbt den op i træet, så andre dyr ikke kunne få fat i den. Leoparderne lå ved foden af træet og passede på. Vi skulle nok blive inde i bilen!
På begge ture overnattede vi i en camp i Kruger. På den første tur var aberne meget nærgående. Mens Julie (vor danske assistent) sad ved sit hus, løb en abe ind i huset, så hun måtte jage den ud. Julie og Theo var på rottejagt i mit hus! Vi fik ikke fanget den, så rotten har måske sovet under min seng!
Elefanterne vandrer lige igennem savannen og træder en masse mindre træer ned. Flere gange måtte Theo og Julie ud af bilen for at save grenene over, så vi kunne køre videre. Imens kunne jeg holde øje med at der ikke kom nogen løver eller leoparder!
Men der har været mange andre oplevelser end turene til Kruger. Lodgen og dens gæster sponsorerer en del til en landsbyskole med sorte børn fra 6- 12 år samt en børnehave. Det var en stor oplevelse at besøge disse børn. Jeg var spændt på, hvordan børnene ville reagere på min kørestol, men de var utrolig søde og nysgerrige. De skulle alle hen og røre mig, og jeg følte mig som ”Dronning for en dag”. De var meget interesserede i kørestolen og ustandselig stod der 20-30 små sorte børn omkring mig og skulle røre mig, give ”hight – five” mv.
Da nogle børn fra børnehaven sang for os, krøb en lille sort pige op på mit skød – sådan sad vi i fem – ti min. mens de andre børn optrådte. Skønt! Jeg tabte helt mit hjerte til denne lille pige. Hun så så trist ud – intet liv i øjnene, ingen mimik og sad helt stille på mit skød. Gad vide hvad hun har været igennem i sit korte liv?
Jeg går meget dårligt, men det var ikke noget problem. I alle lufthavnene fik jeg hjælp til at komme fra det ene fly til det næste, og på Mpala blev jeg kørt næsten overalt – enten i bil eller i kørestolen. Ofte fik jeg ikke engang ”lov” til at gå fra hytten til The Mainhouse. Hvis de kunne køre mig helt ind i min hytte, ville de gøre det! Selv børnene i skolen ville hjælpe!
Ved afrejsen stod igen alt personalet og tog hjertelig afsked med mig – og selv i lufthavnen sagde Nelson Mandela farvel!
Hvad har rejsen betydet for mig? Ud over de skønne omgivelser og oplevelsen af dyrene på deres præmisser, har jeg overalt mødt en fantastisk hjælpsomhed, pragtfuld tur til Dragensbjergene, turene på ATV og ikke mindst den skønne oplevelse i skolen og børnehaven. Men jeg fik også en ekstra ”gave” med hjem: Jeg kunne klare at rejse til Sydafrika helt alene, deltage i alle turene og få denne uforglemmelige oplevelse trods min kørestol. Indtil for et par år siden gik jeg ”normalt”.
Turen har givet mig en masse ny energi og gå på mod – man kan meget, hvis man har modet til det, og når man har planlagt så meget som muligt på forhånd. Jeg er dybt taknemmelig over det lykkedes. Med titlen ”På safaritur i kørestol” og med undertitlen ”Sæt dig et mål” holder jeg nu en række foredrag om min rejse til Sydafrika. Naturligvis fortæller jeg og viser power-point fra turen, men fokus ligger på ”har du en drøm – så forfølg den”. Dette uanset om drømmen er en tur fra Hillerød til København eller en rejse til Sydafrika. Det er så vigtigt, at vi forsøger at udleve vore drømme, og at vi sætter os et mål!
Tak til Per for vores helt tilfældige snak på Forårsmessen i 2014 og tak til alle medarbejdere på Mpala – I var alle med til at hjælpe mig med at få opfyldt min drøm!
Mange hilsener
Bodil